- Jeg havde stadig gået ledig, hvis det ikke havde været for mit amu-kursus. Længere er den ikke.
Sådan lyder det fra 31-årige Claus Post. I 14 år arbejdede han i et pakkeri ved Grenaa Havn, men den salte duft af sikkerhed sluttede for alvor i 2016. Firmaet skulle skære ned, og Claus Post fik fyresedlen.
Efter halvanden måned som ledig, begyndte rastløsheden at krible. Men selvom Claus Post søgte alt relevant arbejde, han kunne finde, skulle han spejde langt efter jobudsigterne.
Heldigvis faldt han en dag over en artikel på Facebook. Der stod, at der ville komme til at mangle 2.500 chauffører i Danmark.
- Jeg kunne ikke gå derhjemme, så jeg var lidt tvunget til at finde på noget. Og jeg har altid gerne villet køre lastbil, siger Claus Post.
Jobsikkerheden gav mulighed for kursus
For Claus Post var der derfor ikke langt fra tanke til handling. Han tog kontakt til jobcenteret og fortalte om sine tanker om at blive chauffør, men de afviste at betale for, at han kunne få et kørekort.
Heldigvis kunne chaufføruddannelsen Dekra stille jobagranti for ham, og så var jobcenteret også med på vognen.
10 ugers tid på AMU-kursus senere stod han med et lastbilkørekort i hånden. 14 dage efter kørekortet var i hus, var jobbet det også.
Claus Post blev chauffør for Post Nord. Det har han nu været i to måneder.
- Det er anderledes, end hvad jeg har lavet før. Jeg skal lige vænne mig til det der med at skulle så tidligt op om morgenen, men jeg er glad for det, siger Claus Post.
Amu-skoler er lukningstruede
Han har tidligere fået gavn af et amu-kursus, da han for år tilbage tog et truck-kørekort, som han brugte i sit vikariat. Men i fremtiden kan det være, at færre får samme mulighed som Claus Post.
Nogle AMU-skoler meldte i sidste måned ud, at det stod meget skidt ud med økonomien på grund af en systematisk udsultning og et omprioriteringsbidrag på to procent. Værst er situationen hos AMU-Vest i Esbjerg, der har meldt ud, at den nuværende økonomi er lig en lukning i første halvår af 2018.