”Kristelig A-kasse ligger midt i feltet, så nogle a-kasser er dyrere, andre billigere. En afgørende faktor er antal ledige, og med en ledighed i Kristelig A-kasse lidt over gennemsnittet, er vi godt tilfredse med vores A-kassekontingent.”
Sådan forklarer formanden for Kristelig Fagbevægelse (Krifa), Søren Fibiger Olesen, at kontingentet hos Kristelig A-kasse med sine 453 kroner om måneden ligger i den dyre ende sammenlignet med andre A-kasser.
Professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen siger, at hvis man som forbruger skal vurdere om en fagforening er dyr eller billig, så bør man netop se på størrelsen på a-kassens kontingentet.
Her giver en sammenligning mening, fordi det helt ned i detaljen er lovbestemt, hvilken service medlemmet skal have. Service-niveauet hos fagforeningerne er derimod vidt forskelligt, og derfor giver en sammenligning af fagforeningskontingenter ikke rigtig mening.
Det er, ifølge professoren, som at sammenligne æbler og pærer.
Men den opfattelse er formanden for den Kristelig A-kasse Søren Fibiger Olesen ikke enig i:
”Vi er ikke enige i, at fagforeningens arbejde skal vurderes på baggrund af a-kassens arbejde. Det er to selvstændige foreninger med hver deres kontingent og hver deres opgaver, og de må vurderes hver for sig,” siger han i et skriftligt svar.
Søren Fibiger Olesen har ikke ønsket at give interview til Avisen.dk, men har svaret skriftligt på spørgsmål, som avisen har fremsendt til ham på mail.
”Vi oplever, at vores kunder er godt tilfredse, uanset om de er med i a-kassen eller fagforeningen eller begge foreninger. Det bekræfter os i, at der ikke er forskel på service og kvalitet i vores a-kasse og fagforening, men at vi kan levere den forventede vare til de to foreningers respektive kontingentpriser.”
Det Faglige Hus: Ingen kommentarer
Formanden for Det Faglige Hus' A-kasse, Johnny Nim ønsker ikke at besvare spørgsmål om størrelsen på a-kassens kontingent. Det oplyser kommunikationskonsulent hos Det Faglige Hus Teddy Gehrke.