Nyt jordskælv i Nepal
Nepal er tirsdag ramt af endnu et kraftigt jordskælv, oplyser den amerikanske geologiske tjeneste USGS. Det er blot 17 dage siden, at et ødelæggende jordskælv ramte landet.
- Mange skadede, flere omkomne. Røde Kors Norges felthospital har allerede fået patienter ind, skriver hjælpeorganisationen på Twitter.
- Vores felthospital i Nepal arbejder nu hårdt med at behandle nye skadede og døde. Er også rejst ud fra hospitalet for at hjælpe i landsbyerne.
Fire mennesker er dræbt i byen Chautara som følge af tirsdagens jordskælv, siger en talsmand for International Organization for Migration til Reuters.
Flere bygninger i byen er kollapset, tilføjer han.
Norsk Røde Kors har oplysninger om, at mindst to personer er omkommet i samme by, siger organisationen til det svenske nyhedsbureau TT.
I hovedstaden Kathmandu styrtede folk ud af bygningerne af frygt for, at de skulle kollapse.
- Dette er virkelig et stort et, siger Prakash Shilpakar, en butiksejer i Kathmandu, som forsøgte at få kontakt til sine forældre i byen Bhaktapur.
Bhaktapur var en af de byer, der blev lagt i ruiner ved skælvet den 25. april.
Tirsdagens jordskælv blev målt til 7,4, men er siden nedjusteret til 7,3. Epicentret ligger 19 kilometer under jordens overflade tæt ved Mount Everest og grænsen til Kina, 68 kilometer fra byen Namche Bazar og 83 kilometer fra Kathmandu.
Skælvet ramte klokken 12.35 lokal tid (9.05 dansk tid), meddeler USGS. Flere efterskælv fulgte, blandt andet et der blev målt til 6,3.
Telefonforbindelserne i Kathmandu er delvist gået ned på grund af skælvet, rapporterer det tyske nyhedsbureau dpa's korrespondent i landet. De afskårne forbindelser gør det vanskeligt at få overblik over skader.
Tirsdagens rystelser kunne mærkes så langt væk som i den indiske hovedstad, New Delhi, hvor bygningerne svajede i mere end et minut. Også her styrtede indbyggerne ud på gaden.
Jordskælvet for 17 dage siden blev målt til en styrke på 7,8. Det har kostet over 8000 mennesker livet og kvæstet mere end 18.000 alene i Nepal, hvor flere hundredtusinder huse er ødelagt.
Millioner af nepalesere bor på nuværende tidspunkt i telte og er afhængige af nødhjælp.
Ifølge FN blev omkring en fjerdedel af Nepals befolkning påvirket af det kraftige jordskælv i april, skriver dpa.
/ritzau/Reuters