Sygedagpenge-reglerne er en helt unødvendig belastning for langtidssyge mennesker.
Det mener Paul Gram-Hansen, der er overlæge på Odense Universitetshospital og arbejder med leukæmipatienter.
Han understreger, at han udtaler sig som privatperson og ikke på vegne af hospitalet.
Avisen.dk har skrevet om Johnny Larsen, der blev indlagt til kræftbehandling på riget samme dag som hans sygedagpenge løb ud. Og hans situation er ikke enestående, lyder det fra kræftlægen.
Johnny og tusindvis af andre patienter presses
Han advarer om, at bekymringer som dem Johnny Larsen og tusindvis af andre kræftpatienter slås med, kan være med til forværre sygdomsforløbet.
Der findes ikke større videnskabelige undersøgelser af, hvad økonomisk bekymring gør for alvorligt syge. Men i sit arbejde ser Paul Gram-Hansen, hvor meget økonomiske bekymringer fylder for patienterne.
”Mange politikere taler om faren for, at borgere kommer til at hænge fast i sygedagpenge, hvis vi udvider varighedsbegrænsningen på sygedagpenge. Det ved jeg ikke, hvor de har fra. Så kan jeg også sige, at det er en unødvendig belastning for en patient ikke at få økonomisk ro,” siger Paul Gram-Hansen.
Tager tre år at blive rask
Han har i mange år været opmærksom på de problemer med sygedagpenge, som hans patienter kæmpede med.
Paul Gram-Hansen arbejder med leukæmipatienter, hvor mange bliver raske igen, men behandlingen af og til varer tre år eller længere.
Men sygedagepenge-retten er kun på 52 uger og kan så forlænges med to gange 52 uger.
”Det er en belastning for dem at skulle bekymre sig om økonomien. Og også for kræftpatienter er varighedsbegrænsningen på sygedagpenge et problem. Alternativt burde der findes en form for midlertidig førtidspension, så de kunne få økonomisk ro i tre-fire år. Så lange er nogle kræftbehandlinger,”siger Paul Gram-Hansen.
Når patienterne nærmer sig et år på sygedagpenge, bliver Paul Gram-Hansen ikke bare deres læge. Han bliver også udslagsgivende for, om de kan få forlænget deres sygedagpenge eller ender på kontanthjælp eller måske helt uden indtægt.
Lægens statusattest får ubehagelige følger
Nær de 52 uger sender patienternes kommuner nemlig en såkaldt 'statusattest' til hospitalet. Her skal en læge blandt andet erklære, om patienten kan ”genvinde sin ordinære erhvervsevne.”
Er der den mindste usikkerhed om, at personen får sin fulde arbejdsevne igen, så bliver deres sygedagpenge ikke forlænget.
En praksis, som Kræftens Bekæmpelse har været kritisk overfor:
Når lægerne svarer, at det er umuligt at sige med sikkerhed på dette stadie i behandlingen, så mister patienten sygedagpengene.
I mange tilfælde kender lægerne ikke engang til de følger, deres udtalelse har.
”Det er en meget ubehagelig situation. Vi er blevet opmærksomme på, at vores udtalelser får store økonomiske konsekvenser for patienten,” siger Paul Gram Hansen.
Politikerne sylter de kræftsyge
Han råber op på vegne af patienterne, fordi regeringen endnu engang har udsat ændringen af varigheden af sygedagpenge.
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) kan nu ikke længere love, at den kommer i 2012, selvom både socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Radikale fremsatte lovforslag om at ændre regler straks helt tilbage i 2009.
[articleId="183166" , "Mette F. udskyder ændring af sygedagpenge - igen"]
”Nu er det endt i en syltekrukke og det ser ud til, at de syge skal ind i nogle rehabiliteringsteams. Men patienterne kan ikke arbejde, så længe de er kræftsyge, og det er meningen, de skal bruge deres energi på at blive raske. Ikke på at konsultere jobcenteret,” siger Paul-Gram-Hansen.

- Johnny Larsen er 60 år. Han har arbejdet fuld tid, siden han var 14 år som alt fra arbejdsdreng til havnearbejder og blev senere uddannet journalist. Han er blogger på Avisen.dk. Se hans blog her
- I 2010 blev han fyret på grund af sygdom. Nu har han også fået kræft. Hans sygedagpenge stoppede samme dag, som han begyndte i kræftbehandling. Avisen.dk følger hans sag. En blandt mindst 6000 andre.