"Kommunen har ødelagt mit liv"
Mød de sygemeldte fra Silkeborg.
Jakob Krarup Bjerregaard
Pernille Sidorenco lider af alvorlig, kronisk stress og har i forbindelse med sagsbehandlingen på kommunen udviklet det, hun selv kalder invaliderende panikangst. Hun er cand.mag. og har tidligere været underviser på en sprogskole. ”Hele livet brændte sammen for mig. Og så blive mødt af sagsbehandlere, der siger, man skal tage sig sammen. Når man er helt nede at ligge, er enhver modstand altomsiggribende,” siger hun.
Foto: Jakob Krarup Bjerregaard
76-årige Vladimir Sidorenco er far til Pernille Sidorenco, der er i konflikt med kommunen over sygedagpenge. Han kommer i Café Sygemeldt i sympati med sin datter og andre sygemeldte. Sammen med Pernille Sidorencos mor har Vladimir overtaget Pernilles sag som værge. ”Hun var helt kørt ned, og derfor tog vi over for hende. Sagen var så grotesk, at vi troede, det var et enkeltstående tilfælde, men det var det desværre ikke.”
Foto: Jakob Krarup Bjerregaard
David Shiess kører Anstændighedsbussen rundt i Silkeborg for at samle deltagere til Café Sygemeldt op. Anstændighedsbussen har også været på tur til Svendborg, da en gruppe sygemeldte fra Silkeborg ville bakke op om borgergruppen Syg i Svendborgs protester. Minibussen er fra 1974, og ”man skal ikke forsøge at presse den op på 130 km/t på motorvejen,” griner David Schiess.
Foto: Jakob Krarup Bjerregaard
37-årige Berit Østerballe arbejdede som serviceassistent på Silkeborg Sygehus. Hun fik en rygskade og har siden maj 2010 været sygemeldt med alvorlige rygsmerter. For en uge siden stoppede kommunen hendes sygedagpenge, selvom hendes sag endnu ikke er afklaret. Nu er hun uden forsørgelsesgrundlag, fordi hendes mand har tjener penge, og hun derfor ikke kan få kontanthjælp. ”Det er dybt frustrerende. Jeg vill gøre hvad som helst for at komme videre, men jeg skal hele tiden vente på kommunen. Mit selvværd daler, og jeg mister modet. Jeg er nødt til at holde hovedet højt for familiens skyld,” siger Berit Østerballe.
Foto: Jakob Krarup Bjerregaard