Det gik åbenbart helt galt for Mariagerfjord Kommune, da der blev søgt efter en studentermedhjælp til børne- og familiesekretariatet.
Det erkender familiechef i Mariagerfjord Kommune Kit Borup, skriver Nordjyske.
Erkendelsen kommer dog først efter, forældre på Landsforeningen Austismes Facebookside forarget påpeger, at det er skudt helt ved siden af, at en studentermedhjælp blandt andet skal "... træffe beslutning om børns funktionsevner og lidelser", "... vurdere, hvilke udgifter forældre har til børn med funktionsnedsættelse, "... undersøge, om forældre er berettiget til hjælp til tabt arbejdsfortjeneste" og "... beregne timekompensation på baggrund af borgerens hidtidige arbejdsindtægt samt øvrige relevante forhold".
Kit Borup lægger sig fladt ned og siger til Nordjyske, at hun er fuldstændig enig i kritikken af ordlyden i jobopslaget, som ifølge familiechefen nu er fjernet fra kommunens webside.
- Det er helt tosset, hvad der er kommet til at stå i det jobopslag. Jeg er glad for, at Autismeforeningen reagerer, og er ked af, at vi har skabt utryghed blandt forældrene. Det vil nok koste flødeboller her i forvaltningen, og jeg er klar til at sende kage til det næste møde i Autismeforeningen, siger Kit Borup til Nordjyske.
Artiklen fortsætter under billedet ...

Hele stillingsopslaget ligger i skrivende stund fortsat tilgængeligt på nettet. Se det her.
Screendump af stillingsopslaget
Ifølge Kit Borup er der sket en misforståelse mellem hende og medarbejderen, der slog stillingen op.
- En studentermedhjælper ville aldrig kunne løse den slags opgaver i vores kommune. Det ville svare til, at en elev i 9. klasse skulle undervise på gymnasiet. Hvad en studentermedhjælper rent faktisk kan lave, er forskellige beregninger. For eksempel af de udgifter, som forældre har i forbindelse med et barns handicap - det kan være særlig beklædning eller bleer. På den måde frigøres socialrådgiverne til at træffe gode beslutninger, siger Kit Borup til Nordjyske.
Formanden for Landsforeningen Autisme i Danmark, Heidi Pernille Thamestrup, siger til Nordjyske, at hun er lettet over at jobopslaget var en fejl.
Foreningen var blandt andet bekymret for, at en studentermedhjælper skulle grovsortere, hvem der kunne få kompensation for tabt arbejdsfortjeneste.