Benzin og diesel koster penge og forurener miljøet. Det faktum kan være svært at gøre noget ved som bilist, men i det mindste kan du begrænse dit forbrug af brændstof, hvis du kører klogt.
- Alle kan spare penge, fastslår Poul Vinter fra Haarby Køreskole på Fyn til Ritzau Fokus.
Han har 27 års erfaring som kørelærer, og i de seneste 10 år har han desuden været instruktør i miljørigtig kørsel.
- Folk er ikke klar over, hvor meget de rent faktisk kan spare ved at kende de mest simple regler. Du skal blot ændre lidt småting i dine kørevaner, men det er netop de små bidrag, der kan gøre forskellen i det lange løb, forklarer han.
Mange køreskoler landet over tilbyder undervisning i "KørGrønt," hvor bilisterne lærer de vigtigste regler for at køre miljørigtigt, som altså både sparer udstødning, benzin og penge. Og der er ikke tale om raketvidenskab, forsikrer Trafikstyrelsen, der til gengæld lokker med, at du kan spare op til 20 procent brændstof ved at følge disse simple råd:
Kør i et så højt gear som muligt:
Ved bykørsel eller langsom landevejskørsel vil forbruget være 30-35 procent højere ved at vælge tredje gear frem for femte gear. Moderne biler kan sagtens tåle at køre i femte gear allerede fra cirka 50 kilometer i timen.
Brems med motoren:
Hvis du slipper speederen helt og holder bilen i gear, så afbrydes indsprøjtningen af brændstof fuldstændigt. Du sparer altså brændstof ved at holde bilen i gear i stedet for at koble ud og køre i frigear frem mod for eksempel et lyskryds eller et sving. Husk dog altid at vise de bagvedkørende, at du bremser ved at røre let på bremsen med foden, så bremselyset aktiveres.
Accelerér kvikt:
Første gear bør kun bruges til at rulle bilen i gang. Herefter accelererer du med gaspedalen trykket cirka halvt ned, og inden motoren når op over den nederste halvdel af omdrejningsområdet, skifter du til næste gear.
Du kan godt springe et gear over og for eksempel skifte fra anden til fjerde gear eller fra tredje til femte gear. Ved den ideelle acceleration kommer du op i den ønskede hastighed forholdsvis hurtigt.
Kør ikke for hurtigt:
Jo hurtigere du kører, desto større bliver luftmodstanden, og luftmodstand koster brændstof. Derfor kan en forøgelse af hastigheden fra for eksempel 110 til 130 kilometer i timen give en stigning i forbruget på op til 20 procent.
Tøm bagagerummet:
Kører du rundt med noget tungt i bagagerummet? Som en tommelfingerregel kan man regne med, at 100 kilo ekstra vægt øger brændstofforbruget med fire procent.
- Tøm bilen for unødvendig vægt. Der er ingen grund til at køre rundt med de ekstra kilo. Mange bække små gør en stor å, siger Poul Vinter.
Faktaboks:
Her er yderligere fem grønne råd fra Trafikstyrelsen, som kan hjælpe dig til at bruge mindre brændstof og dermed spare penge:
Vær forudseende - følg med i trafikken
Tjek dæktrykket
Aircondition er dejligt - men det koster
Afmontér tagbagagebærer og tagboks efter brug
Brug instrumenterne
Kilde: Trafikstyrelsen
/ritzau/FOKUS