Bestseller-milliardæren, Troels Holch Povlsen, siger farvel til chefen for sit designfirma, Hay, K. R. L.
Han fik således mindre end et år i chefstolen.
Det skriver Børsen, som også fortæller, at vedkommende i november sidste år blev idømt et år og tre måneders betinget fængsel.
Ifølge Børsen blev han dømt, fordi han over for sin gamle arbejdsgiver, Agnitio, lod virksomheden betale for blandt andet rejser, tøj, elektronik og reservedele til sin bil for sammenlagt lidt over en halv million kroner.
I alt er K. R. L. ifølge Børsen dømt for 31 forhold af bedrageri, underslæb, mandatsvig og dokumentfalsk.
Troels Holch Povlsen var ikke klar over, at det forholdt sig sådan. Og han var overrasket, da Børsen bad om en kommentar til oplysningerne om K.R.L.
- Det er en chokerende oplysning, og vi har overhovedet ikke haft kendskab til det eller blot en fornemmelse af det, var Troels Holch Povlsen reaktion.
Få timer senere var vedkommende fyret.
Ifølge BT blev den nu tidligere Hay-direktør dømt 16 dage før han tiltrådte topposten i Hay.
Han er iøvrigt nabo til designmakkerparret Mette og Rolf Hay i Gentofte.

Designer Rolf Hay er konstitueret som administrerende direktør. Foto: Claus Bjørn Larsen/Scanpix/arkiv