Hun er mest kendt for at ligge på ryggen det meste af tiden, og måske er det derfor Sussi La Cour, bedre kendt som Katja Kean, nu vil cykle hele vejen til Paris.
Ifølge Ekstra Bladet skal den 42-årige tidligere pornostjerne nemlig være en del af cykelholdet Team Rynkeby, som hver sommer cykler fra København til Paris for at samle penge ind til Børnecancerfonden.
Det er udsigten til at bidrage til en god sag, som har fået Sussi La Cour til at trække i den stramme trikot.
"Jeg synes, det er et fantastisk projekt, og jeg er med udelukkende for at kunne hjælpe de sygdomsramte børn," siger Sussi La Cour ifølge avisen til Ritzau.
Sussie La Cour erkender dog, at hun mangler en del træning, før hun kan klare den 1250 kilometer lange tur til Paris. Derfor er hun allerede nu begyndt at træne hårdt.
"Jeg går til spinning for at komme i bedre form på en cykel. Ud over det har jeg altid trænet forskellige sportsgrene, så min grundform er rimelig god."
Sidste år indsamlede Team Rynkeby hele tre millioner kroner.