Da Jonas Vingegaard krydsede målstregen efter 5. etape af det franske cykelløb Critérium du Dauphiné, kyssede han sin højre ringfinger.
Den bærer en vielsesring, efter at han og kæresten, Trine Marie Hansen, er blevet gift.
Det bekræfter cykelstjernen kortfattet over for TV 2 Sport uden at afsløre flere detaljer om brylluppet.
Det var også cykelsporten, som i sin tid bragte parret sammen.
Trine Marie Hansen arbejdede med marketing og kommunikation for Team coloQuick, som Jonas Vingegaard kørte for fra 2016 til 2018.
Jonas Vingegaard blev lun på Trine Marie Hansen. Men hun var mere forbeholden grundet aldersforskellen på 11 år. Hun indså dog, at kærligheden ingen alder har og faldt pladask for cykelstjernen.
- Han har jo et hjerte af guld, så det kunne jeg ikke stå for, har Trine Marie Hansen tidligere fortalt til B.T. om den 26-årige cykelstjerne.
Siden er parret blevet forældre til datteren Frida, som kom til verden i efteråret 2020.
Jonas Vingegaard vandt Tour de France sidste år og dedikerede undervejs flere af sine etapesejre til Trine og Frida.
- Jeg vandt den for min familie, min kæreste og min datter, sagde han i Netflix-dokumentaren "Tour de France: Unchained" efter dronningeetapen på Col du Granon ifølge Ekstra Bladet.
Jonas Vingegaards svigermor er kagekendissen og tv-personligheden Rosa Kildahl, der brød frem i fjernsynet i den sjette sæson af "Den store bagedyst" i 2017.
/ritzau/
Af Grith Larsen, Ritzau Fokus