Dette er en klumme og udtryk for skribentens egen holdning
Det er længe siden, vi har hørt begrebet skrankepaver, men de er der stadig, og de har formeret sig, så det faktisk kan undre, at ingen af de gæve frihedskæmpere, som eksempelvis eksildemonstranten Rasmus Paludan og den politiske flygtning Mikkel Bjørn Sørensen for længst har kastet sig ud i kampen mod skrankepaverne, der yngler som rotter. Måske er det fordi en eller anden begyndte at kalde skrankepaverne for djøffer.
Forfatteren Finn Søeborg havde fat i dem længe før nogen andre opdagede dem, og der skulle gå en del år, inden en eller anden redaktør råbte ”skrankepaver” ud over hele forsiden og dermed skabte et begreb. Søeborg beskrev i sin debutroman ”Sådan er det så meget” fra (hold nu fast) 1950, djøffervældet, skrankepaverne og de mildest talt uduelige ledere, hvis fornemeste opgave synes at være at skærme sig selv og politikerne fra de væmmelige, allestedsværende borgerne ved at sende kontormedarbejdere på weekendkursus i regler og afvisninger, og kalde dem sagsbehandlere. Samtidig med at de fyrede alle, der havde den mindste smule uddannelse og kendskab til borgernes hverdag… dem som man engang kaldte socialrådgivere… sendes ud i det private som HR-medarbejdere.
Ikke oprør, bare opgiven
Søeborg beskrev elendigheden i det offentlige gennem hele sit forfatterskab, og det gjorde han faktisk noget nær sublimt i romanen ”Navn ukendt”, hvor hele samfundet, med alle de forandringer, der burde være sket, blev revset.
Tager man Søeborgs debutroman som altså nu er 73 år gammel, må man konstatere, at det eneste vi har lært er, at ”det offentlige” er blevet meget, meget dygtigere til at skjule virkeligheden, og vi andre er blevet mere apatiske.
Der er ikke noget oprør, bare opgiven. Ja, altså bortset fra, at vi i 1970’erne blev beriget med idioter som Mogens Glistrup og hans følgesvende, der jo begyndte med at bekrige ”papirnussere og skattevæsen”. Han gjorde det nok mere af nød end af lyst, for han var blevet fanget i en noget lidt for kreativ bogføring i en sådan grad, at hans bedste ven vendte ham ryggen. I hans slipstrøm kom Pia Kjærsgaard og hendes følgere. De havde så fjernet den med papirnussere og skattevæsen, og slog sig i stedet på muslimer, og ikke andet end det. Muslimer var tydeligvis nok.
Nu tror jeg ikke ligefrem, at der var nogen større plan bag at samle de vrede, de desperate, de uuddannede bag hverken Glistrup, Kjærsgaard eller deres efternølere: Paludan, Vermund og Støjberg, men de har hver især haft held til at aflede opmærksomheden fra det væsentlige: Bureaukratiet, skrankepaveriet.
Det djævelskab som giver politikerne al mulig magt og pragt, og efterlader det meste af befolkningen desperate. Det kommer ikke kun fra højre, det komme sandelig også fra venstre, som af en eller anden grund har taget patent på klimaet, der kan argumenteres omkring med lige så meget desperat, angstbaseret føleri, som dem på højresiden med alle deres bange anelser jagter muslimer.
Uigennemtrængeligt værn
Det store kulturelle politiske lys (skabsneoliberalisten) Hella Joof sagde engang, at vi skulle brænde det hele ned og begynde forfra ”ligesom indianerne”, og desuagtet, at det var noget hun har fantaseret sig til, så er der måske noget om det. Det var dog ikke indianere, men de oprindelige australiere, der brændte det hele ned. Det gjorde de så heller ikke, de lavede afbrændinger af det overflødige, som var til fare for resten af flora og fauna… og det gør de stadig. Så alle kan overleve og trives.
Mareridtet har Søeborg beskrevet humoristisk og malerisk, ikke som Picasso, men mere med kronhjort og skovsø, som ville vække glæde hos lagerforvalter Rindal og hans nutidige arvtagere. Desværre er det ikke blevet bedre i de 73 år, men værre.
De nyeste er, at der oprettes ”teams” i det offentlige. Disse ”teams” kaldes noget forskelligt, men er i bund og grund det samme, som det altid har været: Et kraftigt, uigennemtrængeligt værn mod borgerne, der enten skal have fornyet kørekortet, fjernet grå stær, eller have hjælp til varmeregningen.
En jungle af regler
Skrankepaver. Vi ved alle hvad det er. Djøffer er lidt mere fjernt. Vi skal genetablere ordet, så alle forstår, hvad det er vi har med at gøre. Det er skrankepaver, og bag dem, henne bag de åbne kontorlandskaber på de offentlige biblioteker, hvor nødstedte borgere skal krænge deres sjæl ud for skrankepaver og andre borgere, der leder efter dagens avis eller en bog med eksotiske rejsebeskrivelser, langt nede bagved i en kælder eller et aflåst rum sidder mellemleder-skrankepaven, det der kaldes teamleder og forskanser sig mod ansvar. Et ansvar der kun kan sendes nedad.
Skrankepaveriet er bygget op med messedrenge bag skrankerne, præster bag murene, biskopper på 1. sal, kardinaler i en anden bygning og paven i sikkerhed inde bag byrådets beskyttende vinger. Forsvarsværket er bygget af skrankepaverne rundt om i ministerierne, hvor ingen minister sætter sin fod, fordi vedkommende har for travlt med at forberede sit genvalg eller med at vælte en anden. Det er en jungle af regler, der kun tjener til at øge forvirringen.
Man kan så med nogen ret spørge, om jeg en konspirationsteoretiker, og mit eget svar vil være nej. Jeg er bare realist som Finn Søeborg, forskellen på ham og mig er i det væsentlige, at han havde humor, og jeg er bare sur og desperat.
Johnny Larsen er enlig far til et omkringfarende stortalent på cykel. Foto: Privat