Selvom Liberal Alliance efter valget er vokset i både størrelse og indflydelse, tager partiets beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen sig stadigvæk tid til at diskutere politik på Facebook. Og det sker vanen tro i en bramfri tone.
"Det er ikke underligt, at Danmark er et lavvækstland, når der jubles over, at man har skræmt Europas største flyselskab væk," skrev en tilsyneladende stærkt indigneret Joachim B. Olsen i går aftes på Facebook som en kommentar til, at Arbejdsretten i denne uge har besluttet, at den danske fagbevægelse må indlede en konflikt mod det irske discountselskab Ryaniar.
Updaten (som ligger nederst i artiklen) får over 2.000 likes. Men samtidig har en lang række mennesker, der absolut IKKE virker til at være enige med Joachim B., kommenteret hans statement.
"Du bliver sortere og sortere," skriver én.
"Giv dog Joachim B. Olsen løn og arbejdsforhold som kabinepersonalet i Ryanair, når han er så imponeret af det selskab," skriver en anden - med henvisning til lavprisselskabets stærkt kritiserede behandling af sine ansatte.
Men Joachim B. Olsen lader sig ikke kue:
"Sikke nogle kommentarer. Har hele Danmarks åndelige proletariat fundet vej til min FB side?," spørger han i en kommentar til sin egen update.
"Ryanair er Europas største flyselskab med over 9000 ansatte. Hvis løn og arbejdsforhold var så frygtelige, så ville de ikke være i stand til at tiltrække den arbejdskraft, de har behov for. Sådan fungerer det på et marked," skriver han.
"Lønmodtagere er i konkurrence med hinanden om de bedste job, men arbejdsgivere er også i konkurrence med hinanden om at tiltrække den bedste og mest produktive arbejdskraft. Det er denne mekanisme, som over tid, presser lønnen op, ikke 3F, FPU og hvad de ellers hedder."
"Som liberal mener jeg naturligvis, at man skal have lov at organisere sig i fagforeninger. Man skal bare ikke være blind for, at fagforeningerne naturligvis har en egeninteresse i at sælge sig selv, som dem, som sikrer gode lønninger og arbejdsforhold. Hvorfor skulle man ellers betale i dyre domme for at være medlem. Men det er først fremmest et salgsargument. Når fagbevægelsen forhindrer en stor virksomhed som Ryanair i at etablere sig i Danmark, så er det ikke i almenvellets interesse. Det gavner kun nogle ganske få mennesker, som er ansat i konkurrerende virksomheder. Det siger man naturligvis ikke højt. De her konflikter kæmpes jo i høj grad i medierne, og skal man have folkestemningen på ens side, så skal man få folk til at føle sig utrygge".
Debatten er stadigvæk i ful gang i tråden til hans update.
Det er ikke underligt, at Danmark er et lavvækstland, når der jubles over, at man har skræmt Europas største flyselskab væk!
Posted by Joachim B. Olsen on 2. juli 2015