Racerkøreren Jason Watt erkender, at han har et anstrengt forhold til sin eks-hustru, radioværten Mai-Britt Vingsøe.
De har sammen sønnen Noah på 14 år. Og det er sønnens interesse for motorsport, som nærmest skiller Jason Watt og Mai-Britt Vingsøe ad, skriver BT.
Blandt andet fordi det var Jason Watt, som fik Noah ind i motorsportsverdenen, mens Mai-Britt Vingsøe holdt igen.
- Det er ikke en familiesport. Det skiller os nærmest ad. Da Noah var mindre, var der meget den her med, at det var noget, jeg havde prakket ham på. At det var noget, jeg fik ham til. Og at børn skal være børn. Så vi har et mega-anstrengt forhold, det har vi, indrømmer Jason Watt.
I DR-dokumentaren "Jason & Noah – en chance til", hvor det første afsnit blev sendt mandag aften, siger Mai-Britt Vingsøe, at hun har det svært ved den hårde måde, Jason Watt presser og er coach for sønnen på.
- Jason er en hård coach. Han glemmer at være far først. Det er en svær balancegang, og når han vælger at være coach selv, så sætter han sig sateme også på øretævernes holdeplads som far, siger hun.

Noah var ikke ret gammel, da han sad bag rattet i gokart. Billedet her er fra 2009. På skødet har Jason Watt sønnen Silas. Foto: Claus Bech/Scanpix/arkiv
Jason Watt og Mai-Britt Vingsøe blev gift i 2000 og skilt igen i 2003. Sammen har de tvillingerne Noah og Filuca. Jason Watt har desuden sønnen Silas med sin hustru nummer to, Sara Matthiesen. Jason Watt blev sidste år gift med Majbrit Heidi Berthelsen.
Mai-Britt Vingsøe blev i 2007 gift med Brian Andersen. De blev skilt igen i 2015 og har sammen datteren Tillie Fia.