En tømrer og blikkenslager i Indien tjener i gennemsnit et sted mellem 40 og 50 kroner om dagen.
Så fagforeningslederen for 50.000 indiske bygnings- og landbrugsarbejdere Chandra Shekar er ved at falde ned af stolen, da han hører, at en dansk bygningsarbejder tjener det tredobbelte i timen.
- Vores største udfordring som indisk fagforening er at skaffe højere lønninger til arbejderne, så de kan leve et ordentligt liv, siger han.
Chandra Shekar deltager sammen med en større indisk delegation på fagbevægelsens verdenskongres i København i denne uge, men onsdag var han på besøg hos 3Fs byggegruppe i Valby og med ude på en byggeplads i København.
Daglig kamp at tjene til føden
- Der er en verden til forskel på vores arbejdsmarkeder. Hos mange arbejdere i byggebranchen og landbrugssektoren i Indien er det en hård daglig kamp at tjene penge nok til at forsørge familien, og så er mange også bekymrede for, om de har et arbejde i fremtiden, beretter han.
- Hvad er værdien af en fagforening, der ikke kan skaffe en god løn til sine medlemmer? Det er vores vigtigste opgave at sikre lønforhøjelser for at bevise, at vi duer til noget, siger Chandra Shekar.
Hans medlemmer betaler 100 rupees - eller cirka 10 kroner om året - i faglig kontingent. Men det er mange penge, hvis man er fattig og skal betale skolepenge eller forsørge sine gamle forældre, betoner han.
Som leder af fagforeningen INTUC i to indiske sydstater har han udfordringerne på det indiske arbejdsmarked helt inde på livet.
Kvinder hjem til kødgryderne
Ligesom mange andre lønmodtagere er bygge- og landsbrugsarbejdere ansat på løse korttidskontrakter og til dårlige lønninger. Men alternativet er værre, for arbejdsløsheden er stor og konkurrencen om jobbene bliver forstærket af befolkningseksplosionen i Indien, hvor der nu bor over 1,3 milliarder mennesker.
- I takt med at arbejdsstyrken vokser, er mange kvinder, der ellers var kommet ud på arbejdsmarkedet, blevet hjemmegående. Vi kan se, at vi får færre og færre kvinder i fagforeningerne, fordi de ikke er på arbejdsmarkedet, og det er også en udfordring, fastslår han.
Samtidig har automatisering og digitalisering også holdt sit indtog på det indiske arbejdsmarked, og udfordrer de ufaglærte i INTUC.
- Regeringen bekæmper også fagforeningerne og forbyder os mange steder, fastslår Chandra Shekar.
Men ikke alt er klagesang. Sikkerheden er ifølge Chandra Shekar blevet bedre de senere år, og blandt stilladsarbejderne er der langt færre arbejds- og dødsulykker i dag end tidligere.
Pensionsalder på 54 år
I Indien går bygningsarbejderne på pension, når de fylder 54 år, mens den generelle pensionsalder er 58 år.
- Bygningsarbejderne i Indien bliver tidligt nedslidt, fordi det er fysisk hårdt arbejde, og derfor er deres pensionsalder 54 år. Derefter får de 15 dollars (knap 100 kroner) om måneden.
Konstitueret gruppeformand i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i 3F i København, Carsten Bansholm Hansen, fortæller sin indiske kollega om løn- og arbejdsforhold for danske byggearbejdere. Han pointerer, at mange af problemerne er de samme men i en helt anden skala.
- Nedslidning er også et kæmpe problem i byggebranchen i Danmark, siger han og forklarer, at pensionsalderen stiger gradvist herhjemme, og at man skal arbejde til man fylder 67 år.
Leder af en indisk fagforening Chandra Shekar og konstistueret gruppeformand for Byggegruppen i 3F Valby Carsen Bansholm Hansen. Foto: Gitte Redder, Avisen.dk
- Efterlønsordningen er også blevet ødelagt, og det rammer især de ufaglærte. Det oplever vi som unfair, siger han.
Snyd på metroen
Chandra Shekar lytter også interesseret, da Carsten Bansholm Hansen fortæller om problemer med social dumping og arbejdsgiveres forsøg på at underbetale udenlandske arbejdstagere.
- Ved bygningen af metroen i Købehavn har det næsten været en regel, at udenlandske firmaer har forsøgt at snyde ved groft at underbetale arbejderne, siger Carsten Hansholm Hansen.
Chandra Shekar henter inspiration fra 3F til sin faglige kamp 8.000 kilometer fra Danmark.
- Men jeres dagsordener og problemer er helt anderledes end vores, siger han og peger på, at vi med vores a-kassesystem og velfærdssamfund har en social tryghed, som kun de færreste indere tør drømme om.
- Men vi har etableret en slags velfærdsfond, der rådgiver arbejdsgiverne om, hvilke formål de skal støtte. Vi anbefaler økonomisk støtte til begravelser og også til døtrenes bryllupper. Og så går en del af pengene også til pension til og til at købe sikkerhedsudstyr, siger han.