Ikke i dag, skat!
Mere end hver femte mor og far har problemer med at få sex og kærtegn passet ind ved siden af job og unger.
Kun hver anden forælder føler sig i stand til at få kærlighedslivet til at hænge sammen med arbejde og børn.
Det billede tegnes i en undersøgelse, som analysebureauet Wilke har lavet for Avisen.dk blandt 473 forældre.
Ikke overskud til sex
Det er særligt småbørns-familierne, hvor det skrænter, vurderer arbejdspsykolog Einar Baldvin Baldursson fra Aarhus Universitet:
”I en almindelig hverdag er der ikke så frygteligt meget overskud til andet end de mest basale opgaver. Det går ikke mindst ud over sex- og kærlighedslivet.”
Det skyldes dels et stigende pres på arbejdslivet. Dels at moderne forældre er under stort pres for at deres børn skal få den korrekte opdragelse, den rigtige uddannelse og ”vokse op til succes”, lyder det.
Børn knækker lykkekurven
Derfor kommer kærlighedslivet ofte på en tredjeplads, siger Baldursson.
Han oplyser, at man kan føre videnskabeligt bevis for, at rollinger forpurrer lykkefølelsen.
”Forskning viser meget klart, at vi er lykkeligere, inden vi får det første barn. Så dykker vores lykkefølelse. Den genoprettes først til førbarns-niveau lige efter, at det sidste barn flytter hjemmefra,” siger Baldursson.
En stødpude
På trods af, at halvdelen af samtlige adspurgte forældre i høj eller meget høj grad kan få kærlighedslivet til at spille sammen med job og børn, bør man hæfte sig ved den femtedel, der ikke kan.
Det siger overlæge Bo Netterstrøm fra Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, der var en del af den tidligere regerings Familie- og Arbejdslivskommission.
”Kærlighedslivet er en stødpude for de belastninger, vi udsættes for i livet. Vi ved, at folk uden et kærlighedsliv oftere bliver ramt af stres og depressioner. Det vil denne femtedel have en særlig risiko for,” siger Netterstrøm og uddyber:
”Hvis man ikke har en stødpude i kærlighedslivet, betyder det, at man ikke har nogen at læsse af på. Man kommer lettere i følelsesmæssig ubalance. Det er de positive relationer der ’redder’ dig, når det brænder sammen.”
Parterapeut: Rolig nu!
Parterapeut Martin Østergaard mener imidlertid, at man skal passe på, med at tolke for negativt på mors og fars kærlighedsliv.
”Man kan se folks svar som et positivt udsagn om, at mange har store ambitioner på kærlighedens vegne. Derfor stiller de høje krav,” siger Østergaard.
Den vej rundt handler det altså om en slags skuffelse over, at man ikke er i stand til at være både karrieremenneske, superforælder og en tiger på et lagen.
Stærk cocktail
”Vi har nogle høje forventninger, og vi bliver nemt skuffede, fordi cocktailen af arbejde, familie og kærlighedsliv ikke altid smager, som man havde forestillet sig,” siger Østergaard.
”Den er ofte lidt for stærk,” mener parterapeuten.
Forskning viser meget klart, at vi er lykkeligere, inden vi får det første barn. Så dykker vores lykkefølelse. Den genoprettes først til førbarns-niveau lige efter, at det sidste barn flytter hjemmefra.
Einar Baldvin Baldursson
arbejdspsykolog
Aarhus Universitet
473 FIK SPØRGSMÅLET:
Kan du få dit kærlighedsliv til at hænge sammen i et liv med arbejde og børn?
I meget høj grad |
10 pct. |
I høj grad |
38 pct. |
Hverken eller |
24 pct. |
I lille grad |
15 pct. |
I meget lille grad |
5 pct. |
Slet ikke |
3 pct. |
Ved ikke |
5 pct. |
Kilde: Analysebureaet Wilke og Avisen.dk