Flyt til landet og udnyt de mere attraktiv muligheder, det større ansvar og de mere alsidige opgaver, som et job derude kan give dig.
Sådan lyder opfordringen til nyuddannede akademikere i en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Det skriver Jyllands-Posten.
Rapporten viser, at flere nyuddannede får langt større ansvar og mulighed for at sprede vingerne, hvis de rykker teltpælene op og flytter til yderområderne for at arbejde. Det forklarer en af forskerne bag rapporten, Louise Glerup Aner.
- Et job langt fra byen giver de unge akademikere flere attraktive muligheder, større ansvar og mere alsidige opgaver, end hvis de vælger et job i en stor organisation inde i byen, forklarer Louise Glerup Aner til Jyllands-Posten.
Samtidig forklarer hun, at flere akademikere allerede er begyndt at flytte til yderområderne.
- Der er også grupper af højtuddannede, som vælger at flytte langt fra byerne. Særligt gruppen af unge enlige nyuddannede har der ikke været så meget fokus på før. Et øget fokus på denne gruppe kan måske give nye muligheder for yderområderne, siger Louise Glerup Aner.
Formanden for Landdistrikternes Fællesråd glæder sig over den nye rapport. Han mener, at der i fremtiden bør arbejdes mere for at gøre forholdene for de nytilflyttede bedre.
- Selvfølgelig er der gode muligheder for akademikere i yderområderne - både på jobbet og i lokalsamfundet, hvor de kan komme ind i et fællesskab. Derfor er det en god idé at tænke netværk for de nytilflyttede, siger formanden, Steffen Damsgaard, til Jyllands-Posten.
Den nye rapport opfordrer samtidig de unge nyuddannede akademikere til at flytte til yderområderne, når de skal have deres første job, for så at flytte retur til byen efter nogle år.
Newspaq