En person er tidligt fredag morgen omkommet i en højresvingsulykke i krydset mellem Borups Allé og Hulgårdsvej i København.
Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Michael Andersen.
- Vi fik anmeldelsen om ulykken klokken 06.38, og det drejer sig om en cyklist, der er blevet klemt under en lastbil, siger vagtchefen.
Han ønsker på nuværende tidspunkt ikke at oplyse om den omkomnes identitet, da vedkommendes pårørende endnu ikke er underrettet.
Michael Andersen oplyser, at der givetvis har været adskillige vidner til ulykken.
- Det er et af de mest trafikerede kryds i København, så der har ganske givet været mange vidner til ulykken, siger han.
En lægebil blev tilkaldt stedet efter ulykken, men der var intet at stille op.
- Personen blev erklæret død på stedet, siger Michael Andersen.
Politiet har fredag morgen afspærret ulykkesstedet. Derfor opfordrer Københavns Politi til at søge alternative ruter uden om det pågældende kryds.
/ritzau/