Turbulens og usikkerhed.
Det er årsagen til, at danskerne skal stemme den 15. september, forklarer finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).
"Vi har truffet den beslutning at udskrive valg i dag. I lyset af den turbulens der er, så mener vi, at det rigtige er at få overstået folketingsvalget, så Folketinget kan være kampklar igen første tirsdag i oktober til Folketingets åbning," siger han til Newspaq.
Claus Hjort er forhandlingsleder for at finde et kompromis med Dansk Folkeparti om regeringens vækstpakke. Men de sidste dages forhandlinger har vist, at parterne var for langt fra hinanden.
"Det var især diskussionen om ejendomsskatterne og grundskylden, hvor det var svært at finde en løsning, og det er vigtigere at få renset luften, så vi kan få gang i væksten og ro om den økonomiske politik," mener finansministeren.
Han mener, at boligmarkedet led gevaldigt under usikkerheden om den førte politik, og derfor skal markedet afklares hurtigst muligt.