Det er især de familieejede restauranter og caféer, der sænker standarden, lyder det fra 3F.
Fagforeningen advarer i dag i Avisen.dk om, at timelønnen blandt kokke og tjenere kan ende helt nede på 40 kroner, uden pension, hvis ikke branchen i fællesskab forsøger at løfte vilkårene for de ansatte.
"Problembarnet er de familieejede restauranter og alle caféerne. Det er her problemet ligger. Det er her, der er mange løsarbejdere, sæsonarbejdere og studerende,” siger 3F-gruppeformand Tina Møller Madsen.
Kun knap hver anden tjener og kok var i 2008 organiseret - mens for eksempel otte ud af ti ansatte i industrien er organiseret. Og på hele arbejdsmarkedet var det i 2012 tre ud af fire, der var medlem af en fagforening.
"Det hører med i billedet, at hotel-området er overenskomstdækket. Store kæder som McDonalds, Burger King og Jensens Bøfhus er også overenskomstdækket. Det samme gælder hele kantine og catering-området," siger Tina Møller Madsen.
2.400 åbner og lukker igen indenfor et år
Ifølge Tina Møller Madsen er det svært for fagforeningerne at nå ud til de mindre steder, der har en kort levetid.
”Et sted mellem 2.000 og 2.400 familie-ejede restauranter og cafeer åbner og lukker igen i løbet af et enkelt år. Så enhver kan sige sig selv, at det er et meget vanskeligt område at få organiseret og overenskomstdækket. Men vi kæmper med det hver eneste dag,” siger hun.
Tina Møller Madsen understreger, at 3F i år har tegnet overenskomst med 70 nye arbejdsgivere. Blandt dem Claus Meyer med en stribe forskellige forretninger og 400-500 ansatte.
Kristelig Fagforening har overenskomst med 125-150 restauranter og caféer, mens 3F har overenskomst med 2400 virksomheder inden for branchen.