Havregrød og vægttab: Sådan forbereder Pia sig på valg
Valget er udskrevet og folketingskandidaterne forbereder sig på 23 dage i højeste gear.
Aske Folkmann Drost
Det ærgrer Pia Kærsgaard (DF) at valgkampen kommer til at ligge samtidig med Folkemødet på Bornholm i juni. ”Jeg kommer ikke til folkemødet, for Helle Thorning har jo valgt at lægge valget nu. Det synes jeg er rigtig ærgerligt, men man kan ikke både føre valgkamp og være på Folkemødet. Politikerne skal være hjemme hos deres vælgere i hjemkredsen,” siger Pia Kærsgaard. Foto: Arkiv/Scanpix
”Alt mit tøj er vasket derhjemme, for det har man ikke tid til under en valgkamp. Jeg regner ikke med at holde fri de næste tre uger,” siger Inger Støjberg (V), der heller ikke er sikker på, om hun får tid til at tage på Folkemøde. ”Lige nu er jeg spændt, og jeg glæder mig. Det er noget helt specielt, når der bliver udskrevet valg. Det føles som dengang man var lille og havde fødselsdag. Stemningen herinde er meget løssluppen, og alle politikere er glade og kommer med sjove bemærkninger,” siger Venstres politiske ordfører. Foto: Henning Bagger /Arkiv/Scanpix
Pernille Rosenkrantz-Theil forventer, at der ryger nogle kilo i løbet af valgkampen. ”Man har så travlt, at man simpelthen ikke når at spise, og man har slet ikke tid til at lave lækker aftensmad. Det man får at spise er hurtigt og ikke så spændende - derfor spiser man ikke rigtig så meget,” siger hun. ”Under sidste valgkamp tabte jeg mig adskillige kilo. Jeg kørte sidst i valgkampen hjem fra Fyn sammen med Jacob Ellemann - der kunne vi begge se, at vi var gået flere huller ind i livremmen. Det er meget effektivt,” fortæller Pernille Rosenkrantz-Theil. Foto: Keld Navntoft /Arkiv/Scanpix
Venstres Bertel Haarder er valgkamps-veteran, og han har ingen planer om at slække på kosten. "Jeg har spist havregrød og appelsin og et rundstykke og rugbrød med ost. Jeg har aldrig for travlt til at spise et solidt morgenmåltid. Heller ikke under valgkamp," siger Bertel Haarder. Foto: Thomas Lekfeldt /Arkiv/Scanpix
Astrid Krag (S) har sikret sig, at manden Andreas Seebach er klar til at tage sig af børnene under valgkampen. ”Han er rapper og var ude at spille i hele april måned, hvor jeg var hjemme som "enlig mor". Nu er det så hans tur til at tage børnene, mens jeg er i valgkamp. Men jeg regner da med at få tid til at spise aftensmad med dem, og de skal med ud på valgkamp i weekenderne. Det synes de er meget spændende,” fortæller Astrid Krag. Foto: Keld navntoft /Arkiv/Scanpix