Vi nærmer os årets afslutning. Og selv om haven måske ikke strutter lige så meget, som den gjorde i sommer, er der flere ting, du kan give dig i kast med.
Det fortæller Christian Faurschou, som er gartner og indehaver af EllenGaard Planteskole og Anlægsgartneri.
Her kan du få hans tips til, hvad du som haveejer kan gøre i haven i december:
1) Dæk planterne til - men vent på frosten.
Du bør have is i maven, når du vil tildække dine planter for at beskytte dem mod frost.
Det milde efterårsvejr, som vi har haft, gør nemlig, at planterne kan blive ramt af skimmel og svamp, hvis du dækker dem for tidligt og for meget, forklarer Christian Faurschou.
- Der er ikke mange haveplanter, der tager skade af tre til fem graders frost. Man skal begynde at tænke over tildækningen, når der kommer dagsfrost, der strækker sig over nogle dage samt ved hårdere frostgrader, siger han.
De højere planter kan tildækkes med eksempelvis pilehegn på nord- og østsiden, da det er her den kolde barfrost kommer fra.
Du kan også bruge grangrene - også til de mindre planter - da de sørger for, at der både kommer lys og luft igennem til planten.
2) Flyt bladene fra græsplænen.
De nedfaldne blade gør, at græsset ikke får sol og dermed kan tage skade. Men det betyder ikke, at du skal skille dig af med dem.
Bladene kan nemlig gøre gavn i bedene, siger Christian Faurschou.
- Når bladene bliver nedbrudt, er det føde til ormene, og man forbedrer sin jord, samtidig med at de kan beskytte de sarte planter mod frost, siger han.
Du kan også dække dine stauder med visne blade, så de er i læ for frosten.
3) Få gang i beplantningen.
Du kan med fordel gå i gang med at plante i december ifølge Christian Faurschou.
- Man får meget bedre etablering og vækst hos planterne ved at plante nu end vente til foråret, hvor det tørre vejr står for døren.
Gartneren opfordrer dog til, at du bør være varsom med at plante stedsegrønne planter, der er vindudsatte. For det kan gøre dem særlig sarte, hvis vejret byder på meget vind og hård barfrost.
4) Vær opmærksom på tøsne.
Er din have allerede udstyret med stedsegrønne planter, bør du være opmærksom på, om der kommer tøsne.
Den gør nemlig planterne tungere, og det kan gøre dem flade og få grenene til at knække, siger Christian Faurschou, der også råder til, hvad du kan gøre.
- Man kan binde et par snore løst omkring planten, inden der kommer sne. Så holder de sig meget pænere, siger han.
Ifølge gartneren kan du for eksempel gøre dette, hvis du har kirsebærlaurbær, cypres, thuja eller søjle enebær.
/ritzau fokus/
Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus