Ligemeget hvor man bor, skal man kunne få akut lægehjælp indenfor et kvarter. Det kan være svært, når man bor langt fra en by med et hospital.
I de yderste yderområder, som f.eks. den nordvestjyske landsby Thyholm, tager det i nogle tilfælde mere end 20 minutter, før ambulancehjælpen når frem, men ventetiden behøver ikke betyde forskellen på liv eller død.
Det mener i hvert fald Benny Jørgensen, der er leder af Præhospitalt Center i Region Sjælland.
Fra 1. oktober begynder regionen et forsøg, hvor frivillige brandfolk i otte yderkommuner får en særlig 24 timers uddannelse og en specialindrettet bil, så de kan køre ud og udføre den helt akutte førstehjælp, før en ambulance når frem.
"Brandmændene er rigtig dygtige til at slukke ildebrande, men de er også rigtig dygtige til at yde førstehjælp. Det er en del af deres uddannelse," siger Benny Jørgensen til Newspaq.
Han forklarer, at brandfolkene som oftest har et andet fuldtidsjob, men at arbejdsgiverne i regionen er indforstået med, at der kan blive brug for, at en af deres medarbejdere må haste ud til en nødlidende borger.
Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder er begejstret over idéen. For kort tid siden var han selv ude og få en køretur i en af de særlige nødbehandlerbiler, og han mener, at bilerne er alle pengene værd.
Faktisk kan man købe otte nødbehandlerbiler for, hvad en enkelt para-mediciner i en lægebil ville koste. Alligevel kan han ikke sørge for, at alle danskere kan få glæde af idéen.
"Det ville jeg selvfølgelig gøre aldeles omgående, hvis ikke det var regionerne, der bestemte. Hvis man udfaser regionerne, kan du stille mig spørgsmålet igen, og så ville jeg svare, 'jo, det vil jeg sørge for, bliver et tilbud over hele landet'," sigerHaarder til Newspaq.
Knap så imponeret er SF's sundhedsordfører Jonas Dahl.
"Det er fint nok at have hjertestartere rundt omkring, og det er fint, at der er folk, der kan yde førstehjælp, men det er altså ikke det, der i sidste ende fikser den højtkvalificerede responshjælp. Det er ambulancereddere, para-medicinere, læger og sygeplejersker, der skal stå for det," siger han til Newspaq.
Hvis S og SF får regeringsmagten om godt 14 dage, vil de to partier derfor afsætte yderligere 100 millioner kroner om året til lægebiler. Det betyder ifølge Jonas Dahl to ekstra lægebiler til hver region. Pengene skal blandt andet komme fra afgifter på fedt og og andre usunde sager.
Indtil videre er Region Sjælland den første region, der tager de frivillige brandfolk i brug til den akutte lægehjælp, men Bertel Haarder håber, at andre regioner vil følge, hvad han mener, er et godt eksempel.