Ritzau
Opdateret kl. 14:29
Forsvareren for fire dømte Uber-chauffører, der i Københavns Byret er idømt bøder på henholdsvis 486.500 kroner, 110.000 kroner, 60.000 kroner og 40.000 kroner, er skuffet, men ikke meget overrasket over sagens udfald.
Eddie Omar Rosenberg Khawaja har mandag kort efter klokken 13 talt med to af sine klienter om dommen, og han vil nu nærlæse præmisserne.
- Vi er meget skuffede over dommen, ikke mindst over størrelsen på bøderne, som jeg ikke mener, står mål med det, de har gjort.
- Men vi skal nærlæse dommens præmisser, før vi beslutter, om vi skal tage sagen videre til landsretten.
- Udgangspunktet er, at der er en vis sandsynlighed for, at der sker anke af de her domme, siger han.
Forsvareren havde krævet frifindelse af de fire chauffører. I tilfælde af domfældelse havde han argumenteret for, at en lavere bøde ville være rimelig.
Men byretten lagde sig næsten op ad anklagerens bødepåstand.
De fire tidligere Uber-chauffører optrådte på en liste med navne fra Ubers europæiske hovedkvarter i Holland. Uber udleverede oplysningerne i forbindelse med en skatterevision.
De havnede hos Skat i Danmark, der på foranledning af Københavns Politi udleverede listen til brug i flere straffesager.
De fire sager er således prøvesager, der skulle afgøre, om skattelisten kunne bære en sag. Byrettens dom er klar. Det kan den.
Eddie Omar Rosenberg Khawaja havde ellers plæderet for, at det stred imod EU-retten om myndigheders udveksling af oplysninger.
/ritzau/