Mennesker fra Syrien, Kina, Polen og andre lande bør lade være med at sætte sig bag rattet og køre for Uber. De risikerer at komme ind på det danske arbejdsmarked på en særdeles uheldig måde.
Sådan lyder advarslen nu fra Foreningen Nydansker til alle de mennesker med anden etnisk baggrund, som enten kører for Uber nu eller overvejer at gøre det. Foreningen har ellers til formål at hjælpe netop folk med indvandrer-baggrund med at få arbejde i Danmark.
- Jeg vil klart anbefale, at nydanskere ikke kører for Uber. De risikerer at få problemer med politiet og SKAT. Og de lærer ikke om de vilkår for løn og kundeforhold, der normalt er i Danmark, siger Torben Møller Hansen, direktør i Foreningen Nydansker.
Mange nydanskere kører for Uber
Det vides ikke, hvor mange udlændinge eller folk med anden etnisk baggrund, der kører for Uber i Storkøbenhavn.
Men kunder har i andre medier berettet om at have kørt med blandt andre afghanere, polakker, kinesere og syrere. Ifølge oplysninger til SKAT er der omkring 2.000 mennesker, der kører for Uber i Storkøbenhavn.
I Københavns Byret blev seks Uber-chauffører dømt 8. juli. Alle seks havde udenlandsk-klingende efternavne, og flere af dem talte gebrokkent dansk eller engelsk i retten.
Dårlig integration
At køre for Uber er ikke nødvendigvis en god måde at blive integreret på, vurderer Torben Møller Hansen.
- Det danske arbejdsmarked er et fantastisk sted at tjene penge, hvis man gør det på de gængse løn- og arbejdsvilkår. Hvis man ikke gør det, og man ikke har de rette kvalifikationer til at løse opgaverne, så kan man nemt få det skidt. Hvis man så oven i købet får en bøde, som Uber-chauffører risikerer, er det ekstra surt, siger Torben Møller Hansen.
Han anbefaler nydanskere, at de søger ind i den etablerede taxi-branche.
- Taxi-branchen har gennem mange år været rigtig dygtig til at bygge bro mellem nydanskere og vores arbejdsmarked. Via en god og hurtig introduktion får nydanskerne en god forståelse for at betjene kunder, skatte-betaling, kolleger og alle de ting, som er vigtige for at arbejde i Danmark, siger Torben Møller Hansen.
Han peger også på, at det er vigtigt for nydanskere at forstå den danske kultur.
- I taxibranchen gør man noget ud af at lære nydanske chauffører om dansk kultur, og hvad man skal vide for at kunne begå sig i servicebranchen. Hos Uber bliver man ikke introduceret til den danske servicekultur og kan nemt ende med at komme i konflikt med kunderne og det omkringliggende samfund, mener Torben Møller Hansen.
Risikerer afslag på at blive dansker
Hvis man kører for Uber og bliver standset af politiet, kan man få en bøde på mellem 2.000 og 6.000 kroner. Bliver man taget igen, kan politiet konfiskere bilen.
En bøde vil være surt. Men for nogle flygtninge og andre udlændinge kan der ske noget mere alvorligt. De risikerer at blive straffet med afslag på en anmodning om dansk statsborgerskab.
En bøde på 3.000 kroner kan ifølge Justitsministeriet føre til, at man i tre år får udsat behandling af en anmodning om at blive dansker.
I Norge har der lige været en sag, hvor en udlænding blev straffet. Han fik udsat sin anmodning om statsborgerskab med to år. Derudover fik han beslaglagt sin indtægt på 40.000 kroner for 403 Uber-kørsler, inddraget kørekortet et halvt år, bilen i tre måneder og fik en bøde på 6.500 kroner.
Uber: Vi støtter vores chauffører
Hos Uber har man ikke skrupler over at lade folk køre for sig. Uber henholder sig til, at der ikke er faldet endelige domme over Uber-chauffører. Sagerne mod fem Uber-chauffører ventes at køre i Østre Landsret 17. november. Uber skriver til Avisen.dk:
"Vi fortsætter med at støtte chauffører, så meget vi kan, mens vi sikrer, at så mange som muligt i Danmark, får adgang til denne tiltagende måde at komme sikkert og pålideligt gennem byen til en fair pris."
LA: Uber hjælper med integration
Mens Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti mener, at en del nydanskere bliver bondefanget, når de kører for Uber, så har Liberal Alliance en helt anden holdning.
Liberal Alliances transportordfører Villum Christensen mener, at Uber-kørsel kan være en god måde for udlændinge at vinde fodfæste på i Danmark.
- Hvis det at køre som Uber-chauffør er en vej for udlændinge ind på arbejdsmarkedet, så vil jeg ønske dem held og lykke med det. Jeg tror, Uber medvirker til at integrere udlændinge, siger Villum Christensen.
Vognmænd: Uvidenhed er farlig
I taxi-vognmændenes organisation Dansk Taxi Råd er man bekymret for alle de nydanskere, der kører for Uber. Det fortæller direktør i rådet, Trine Wollenberg.
- Det store problem for mange af Ubers chauffører er, at mange af dem givetvis ikke ved, at de kører ulovligt. Og at de ikke er klar over, hvad de risikerer ved at køre ulovligt, siger Trine Wollenberg.
Hun peger på, at Uber skrev ud til sine chauffører efter dommene 8. juli og ikke skrev noget om, at chaufførerne er i farezonen for bøder, konfiskation af bilen og afslag på statsborgerskab.
- Efter dommene skrev Uber ud til sine chauffører – eller partnere som de kalder dem – at de så at sige bare skal køre videre, og at der ingen problemer er i det, siger Trine Wollenberg, og konkluderer:
- Men det er der jo. Vi har rettens ord for, at det er ulovligt.
Mail fra Uber til chauffører efter domme 8. juli
Uber sendte en mail ud til sine chauffører, efter at seks Uber-chauffører blev idømt bødestraffe 8. juli i år. I mailen er der ingen advarsler til chaufførerne om, at de risikerer bøder. Uber slår på, at der ikke er faldet endelige domme mod nogle chauffører. (Uddrag af mail udsendt til Uber-chauffører 8. juli, 2016)