De danske myndigheder er ikke gode nok til at finde børn, der sælges til udnyttelse, billig arbejdskraft og som sexslaver.
Dermed risikerer børnene at gå glip af den beskyttelse, de har ret til, lyder konklusionen i en ny rapport fra Unicefs børneforskningscenter, Child Trafficking in the Nordic Countries.
Rapporten viser, at der i Danmark kun er identificeret seks ofre for børnehandel i perioden 2007 til 2011.
"Jeg vil tro, at man godt kunne finde flere børn, der var handlet i Danmark i den periode," siger børne- og ungechef i Unicef Danmark, Anne-Mette Friis, til Newspaq.
I Danmark kræver det flere helt konkrete beviser, når et barn skal kategoriseres som handlet.
"Men det barnet siger om sin situation, hænger ikke altid sammen med det, man selv formoder. Til gengæld kan man registrere nogle ting hos barnet, hvor man tænker, barnet tør ikke sige noget om bagmænd," siger Anne-Mette Friis.
Hun mener, at man derfor bør lade tvivlen komme barnet til gode, som det sker i Norge.
Her identificerede man til sammenligning 217 børn i perioden fra 2007 til 2009, fordi man arbejder med det bredere begreb 'potentielt handlede børn'.
"Hvis de ikke helt kan bevise, at barnet er handlet, lader de en masse identifikationer på det komme børnene til gode. Dermed har barnet flere rettigheder. I Danmark skal vi kunne bevise, det er handlet, ellers er det ikke, men hvis vi gjorde den mere løs, kan vi måske identificere flere."
En anden årsag er ifølge Unicef også, at det herhjemme kun er Center for Menneskerettigheder, der kan identificere børn som handlede. I Norge kan eksempelvis også socialarbejdere indberette om det samme.
Børne- og ungechefen i Unicef opfordrer desuden de danske myndigheder til at arbejde sammen på tværs af sektorerne for at hjælpe børnene.