Familier skal rammes på pengepungen, hvis børnene taler dårligt dansk, og forældrene ikke lader dem få ekstra sprogtræning.
Sådan lyder det fra den konservative uddannelsesordfører, Charlotte Dyremose. Hun foreslår, at man straffer forældrene ved at skære i børnechecken, hvis altså forældrene ikke indvilger i at sende deres tre-fem-årige børn til sprogundervisning.
"Hvis ikke de kan tale ordentligt dansk, når de kommer i skole, får de store problemer. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at lære dem det. Derfor mener vi, at det skal være muligt at sanktionere ved at trække i børnechecken, hvis forældrene ikke bakker om om sprogstimuleringen," siger Charlotte Dyremose til Berlingske Tidende.
Både Venstre og Dansk Folkeparti bakker op om forslaget.
Anne Holmen, professor i tosprogethed på Danmarks Pædagogiske Universitet, mener derimod, at økonomiske sanktioner er den forkerte vej at gå.
"Det vil gå ud over børnene. Børnechecken er til for at være med til at styrke barnets tarv," siger hun og tilføjer, at man skal finde ud af, hvor stort et problem det er.
Og ifølge velfærdsminister Karen Jespersen (V) undersøger man nu problemets omfang sammen med Undervisningsministeriet.