Der var blodbad på det amerikanske aktiemarked mandag oven på en periode med stor vækst.
Dow Jones-indekset endte med et fald på 4,6 procent ved børsens lukning i New York.
Det er - målt i procenter - det største fald siden august 2011, skriver flere medier.
Og målt på point oplevede indekset det største fald nogensinde på én enkelt dag.
Her kan du læse mere om Dow Jones:
* Det, der i dag hedder Dow Jones Industrial Average, blev skabt af Charles Dow i 1896.
* Dow Jones er et mål for aktiemarkedets udvikling i USA.
* Indekset beregnes dagligt som et vægtet kursgennemsnit af de 30 største aktieselskaber i USA.
* Blandt selskaberne er Apple, Boeing, Coca-Cola, Pfizer, Nike og Walt Disney.
Kilder: Dow Jones og CNN Money.
/ritzau/