Ritzau
Opdateret kl. 10:40
Næsten halvdelen af de ansatte i danske børnehaver og vuggestuer har ingen pædagogisk uddannelse.
Det er et problem, siger Jan Hoby, der er næstformand i fagforeningen Landsforeningen For Socialpædagoger (LFS).
Pengene er dog knappe i de danske dagtilbud.
Derfor mener han ikke, at lederne i institutionerne har andet valg end at ansætte mange pædagogmedhjælpere, der er billigere arbejdskraft end pædagoger med en uddannelse bag sig.
- Valget står mellem at have uddannet personale og derved ikke have nok hænder til at dække åbningstiden eller at lave en kombination, hvor du får flest mulige hænder, så der er tilstrækkeligt med voksne omkring børnene, siger han.
Ifølge Jan Hoby tilbringer børn de vigtigste timer på dagen og de vigtigste år af deres liv væk fra deres mor og far i daginstitutioner.
- Derfor har vi brug for, at de mennesker, der er omkring dem, er 100 procent knivskarpe på, hvad skal der til for at skabe et godt børneliv med kærlighed, omsorg og dannelse, siger han.
Og der er afgørende forskel på, om det er pædagogmedhjælpere eller uddannede pædagoger, som tager sig af børnene, mener han.
- Der findes selvfølgelig mange dygtige pædagogmedhjælpere, som har mange års erfaring, men uddannelsen giver den fordel, at man på forhånd ved noget om børns relationsdannelse, behov og signaler, siger han.
- Derfor er vi nødt til at have mere uddannet personale, ellers bliver det bare ren opbevaring.
Andelen af uddannede pædagoger udgør ifølge de nyeste tal i gennemsnitskommunen 59 procent af personalet i daginstitutionerne, mens medhjælpere udgør 41 procent.
Det viser en undersøgelse fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning ifølge Politiken.
/ritzau/