Naboerne trækker nok på smilebåndet, når de kigger ind i familien Stages store have i Haldagerlille syd for Sorø.

På den nedlagte landbrugsejendom går fruen i huset, Ingrid Stage, ofte omkring mens hun mumlende og skumlende navngiver sine tidsler, inden hun med et lettet smil hiver dem op.

Det er ikke for sjov, at det stikkende ukrudt får skældud og bliver opkaldt efter besværlige kolleger og andre, der går den 64-årige formand for Dansk Magisterforening (DM) på nerverne.

Med 43.000 medlemmers interesse, der skal varetages, er der meget, der stikker, og med formandsposten som følgesvend i mere end ti år, er haven blevet et vigtigt fristed for Ingrid Stage.

Men der er også meget andet i haven end uvelkomne tidsler.

Kromutter med OL i baghaven

Hver sommer er haven omdrejningspunkt for hendes mand, søn, søskende, 33 nevøer og niecer samt deres børn, når de afholder deres egne olympiske lege.

Familien, der er repræsenteret med alle aldersgrupper, dyster i forskellige lege og quizzer, og imens laver Ingrid Stage mad.

- Det elsker jeg. Jeg kan godt lide at være krokone, griner Ingrid Stage.

I mange år boede hun sammen med sin mand og søn på Østerbro, men da hendes lillebror døde, flyttede de til det nedlagte landbrug i Haldagerlille, så de også havde plads til hans meget unge enke og tre små børn.

Troede medlemskab af fagforening stod i Grundloven

De landlige omgivelser passer Ingrid Stage godt. Hun voksede selv op med marker og dyr på et husmandssted lidt uden for Viborg som nummer ti ud af en søskendefolk på elleve.

Mens hendes søskende kom ud at tjene efter 6. klasse, fik hun på grund af en hoftesygdom lov til at fortsætte skolen og kom også i gymnasiet. Men hun følte sig ikke hjemme blandt børnene fra det bedre borgerskab.

- Jeg har altid vidst, at jeg havde et godt hoved, men det har taget mig lang tid at tænke, at det også var nok til, at man generelt var i orden, siger hun.

Det gode hoved blev særligt fanget af det engelske sprog, og efter gymnasiet læste hun engelsk på universitetet. Da hun var færdiguddannet var det næste naturlige skridt, at melde sig ind i en fagforening.

- Jeg troede vist, det stod i grundloven, at man skulle det, siger hun og griner.

Det kan ikke passe, det skal være uretfærdigt

Fagforeningen blev der brug for, da Ingrid Stage arbejdede som timelærer på Handelshøjskolen i 80'erne.

- Jeg blev simpelthen så forarget over, at der var forskel på, hvor meget forberedelsestid man havde som fastlærer og timelærer. Og så skrev jeg et læserbrev til Magisterbladet, fortæller hun.

Herfra tog det ene skridt det næste. Ingrid Stage blev først tillidsrepræsentant, så medlem af hovedbestyrelsen og siden 2001 har hun siddet som formand for DM.

- Jeg tror, det handlede om, at jeg kunne få folk til at lytte. Men jeg endte selvfølgelig også her, fordi jeg hele tiden har tænkt: Det kan ikke passe, det skal være uretfærdigt, siger hun.

Jeg går jo i panik sommetider

I dag kæmper Ingrid Stage stadig mod uretfærdigheder, men der er også noget andet, der har fanget hendes opmærksomhed: Den stress-epidemi, der er udbredt blandt magistrene.

- Der er behov for at gøre opmærksom på, at det er stressende for medarbejdere, hvis de ikke kan levere den kvalitet, som de selv står inde for, siger hun.

Især medarbejderne i den offentlige sektor er hun bekymret for. Ifølge hende, er samfundets største udfordring at bevare kvaliteten i velfærdssamfundet.

- Der er en stress-epidemi i vores kreds, som, jeg ikke synes, bliver taget højtideligt nok af dem, der sidder ved magten, siger hun.

Selv oplever hun også, at arbejdspresset kan blive for stort, men så sætter hun tingene i perspektiv og skærer ned på arbejdsopgaverne.

- Jeg går jo i panik sommetider, når jeg skal noget hele tiden. Jeg tænker, at jeg ikke når at tænke mig om mellem det ene og det andet. Men verden går jo ikke under, og hvis det virkelig strammer til, så melder jeg fra, siger hun.

Og så går hun ud i sin have, så snart hun får tid.

- Der kan jeg nærmest få sådan en lykkefølelse. Jeg tror egentlig, jeg er sådan disponeret, at jeg ikke bliver depressiv. Jeg kan jo blive glad bare af at høre et flot sprogbillede, griner hun.