Det er ikke på cykel man i øjeblikket kan se den cykelglade filmmand og venstrefløjsdebattør Erik Clausen.
Han støtter sig til en stok. Og det er netop en cykel, som er årsagen til det, skriver Her og Nu.
For seks måneder siden var han ude for et uheld, der fik alvorlige konsekvenser for filminstruktøren.
- Jeg brækkede hoften og er nu til genoptræning. Der skete det, at jeg bremsede op, og så fik jeg foden ind i pedalen, og så faldt jeg uheldigt, fortæller Erik Clausen til Her og Nu, og tilføjer, at det gjorde "vanvittigt ondt".
Han fortæller, at den i øjeblikket står på genoptræning og dermed god motion.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Erik Clausen med et af sine malerier. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Den nu 77-årige filmmand var senest film-aktuel som medvirkende i Casper Christensens og Frank Hvams "Klovn" og i 2017 havde hans seneste film "Aldrig mere i morgen" premiere.
På trods af stokken har Erik Clausen fart på talkshowet "Fra den ene hjernehalvdel til den anden 2.0". Her slipper han på slap line anekdoter løs og øser af sin livserfaring.