Regeringens plan om at hjælpe de ledige, der ryger ud af dagpengesystemet, ved at reservere 12.500 job til dem, opfylder et vigtigt formål, mener politisk kommentator Hans Engell.
Den dæmper nemlig dagpengedebatten og forbedre regeringens forhold til Enhedslisten og fagbevægelsen.
- Det er en skarp og en stærk aftale, regeringen præsenterer. Regeringen har taget et stort skridt i retning af at få demonteret den dagpengediskussion, som var ved at udvikle sig til et kæmpe stort problem for dem, siger han.
Regeringen har lavet en aftale med Danske Regioner, Kommunernes Landsforening og Dansk Arbejdsgiverforening om at reservere 12.500 job til de dagpengemodtagere, der risikerer at ryge ud af dagpengesystemet til nytår.
Der er ikke tale om nye job, men job, der allerede findes, og som skal synliggøres over for landets jobcentre. Her skal man så matche stillingerne til de dagpengemodtagere, der står til at falde ud af systemet.
- Med det her udspil har regeringen udryddet en tung knast både i forhold til fagbevægelsen og i forhold til Enhedslisten, siger Hans Engell.
Og det har stor betydning for finanslovforhandlingerne, hvor Enhedslisten har stillet det ultimative krav, at dagpengeproblemet skal løses.
- Hvis regeringen får løst den her sag på en måde, som enhedslisten er tilfreds med, så åbner det både op for, at de kan forhandle videre om en aftale på en række områder med Enhedslisten.
- Men det gør det også lettere for dem at lave en aftale med Venstre. Regeringen skaber sig selv en bedre forhandlingsposition både til højre og til venstre ved at få løst det her problem, siger Hans Engell.
Han mener regeringen har en interesse i at forhandle forskellige dele finansloven igennem med hver fløj.
- Jeg mener, det kan blive et stort, ganske flot kludetæppe, siger han.