Det er et klokkeklart løftebrud, at regeringen vil halvere sygedagpengeperioden til 26 uger. Det strider mod regeringsgrundlaget.
Sådan siger Enhedslistens socialordfører Finn Sørensen om udspillet fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S). Reformen skal ifølge hende træde i kraft fra nytår.
- I regeringen står det klokkeklart, at regeringen vil afskaffe varighedsbegrænsningen for sygedagpenge. I stedet vil man styrke den aktive indsats. Det kan kun jo opfattes, som at begrænsningen i dag på 52 uger vil blive afskaffet, siger Finn Sørensen.
Han regner med, at regeringen kun gavner godt 600 mennesker med kræft, Aids i udbrud, hjerteproblemer og andre sygdomme på en liste med 11 diagnoser.
Enhedslisten stemmer imod regeringens udspil, fastslår Finn Sørensen.
- Vi kan ikke være med til et princip, hvor det er de syge, der skal betale for at løse problemerne for andre syge. Det må snart være på tide i dette samfund, som vil kalde sig et velfærdssamfund, at vi holder fast i de gamle dyder, siger han.
- Det er de bredeste skuldre, som skal bære det tungeste læs. Omsat til moderne dansk: Det er de højtlønnede og rige og os arbejdsføre, som skal betale, siger Finn Sørensen.
Han afviser, at Danmark skal spare.
- Hvorfor fattes riget penge?
- Det er fordi, man har travlt med at følge EU-henstillinger, give skattelettelser til de rige og føre en utroligt stram politik overfor kommunerne for at skære ned og underkaste sig finanskapitalens krav om, at man ikke må bruge penge på velfærd, siger han.
Udspillet bringer regeringen på kollisionskurs med Enhedslisten, siger han.
- Desværre tegner det til, at vi får et nyt politisk brud om dette. Måske får vi det også om kontanthjælp og SU. Regeringen vil hellere samarbejde med højrefløjen om at skære ned på vilkårene for almindelige mennesker, siger Finn Sørensen.
/ritzau/