Selvom 3F lægger op til dialog i overenskomstkonflikten med restauranten Vejlegården, der har indgået overenskomst med Kristelig Fagbevægelse, Krifa, er der ikke noget, der tyder på, at de stridende parter kan mødes.
Sådan lyder ekspertvurderingen fra Flemming Ibsen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.
- Umiddelbart er det vanskeligt at se, hvor de kan mødes. Vejlegårdens ejer har ønsket selv at vælge, og han har valgt at lave overenskomst med Kristelig Fagbevægelse, siger Flemming Ibsen og fortsætter:
Onsdag erklærede 3F's formand, Poul Erik Skov Christensen, ellers, at det er på tide, at man sætter sig ned "omkring et bord" for at finde en løsning.
- De kan da godt drikke en kop kaffe og snakke sammen, men hvis ikke ejeren af Vejlegården ændrer standpunkt og siger, at han gerne vil lave en overenskomst med 3F, så har jeg vanskeligt ved at se, at de kan nå til en overensstemmelse.
For godt nok kan parterne diskutere indholdet af en overenskomst, men så længe Vejlegården ikke indgår aftale med et LO-forbund, så er der ikke meget at komme efter:
- Povl Erik Skov er jo ligeså ultimativ i sit standpunkt, siger Flemming Ibsen og fortsætter:
- Begge parter står på ultimative standpunkter. Og der er ikke nogen mellemvej.