Det kostede en 33-årig kvinde livet, da en eller flere personer i sidste måned kastede betonklodser ned på motorvejen fra en motorvejsbro på Fyn. Og nu risikerer kvindens kun 5-årige søn at blive forældreløs.
Den 36-årige far, der har ligget i koma siden ulykken, er nemlig så ilde tilredt efter ulykken, at han kan ende med slet ikke at vågne igen. Det skriver Ekstra Bladet.
- Der er ingen umiddelbare tegn på, at man på sygehuset vil prøve at vække ham i nærmeste fremtid, siger efterforskningsleder Michael Lichtenstein til Fyens.dk.

Den lille dreng, der fysisk slap fra den tragiske ulykke med skrammer, er tilbage hos familie i Tyskland, hvor de kommer fra.
Episoden, der fandt sted den 21. august, efterforskes som en drabssag. Og ender den med også at koste den 36-årige far livet, vil politiet ifølge Ekstra Bladet ikke afvise, at sagen kan ende som en dobbelt drabssag.
Politiet har dog fortsat brug for offentlighedens hjælp til at finde frem til gerningsmændene. Indtil videre har de fundet frem til, at de sten, der blev smidt ud fra motorvejsbroen, formentlig stammer fra en byggeplads ved Tarup Centeret på Fyn, hvor de angiveligt har stået frit tilgængelige.
- Vi ved med sikkerhed, at der mangler et sæt IBF Danblok Type 2-hjørnesten som dem, der blev smidt ned på motorvejen, fra byggepladsen, har Michael Lichtenstein tidligere udtalt.

- Har nogen set mistænkelige personer omkring byggeriet mellem den 14. juni og 21. august – eller set nogen læsse betonblokke op på en trailer eller måske ind i en bil, så vil vi meget gerne høre om det, lyder det fra politiet.
Hvis nogen har oplysninger i sagen, kan de kontakte Fyns Politi på telefon 114.