Lars Larsen har igen tabt millioner på sit golf- og welnesseventyr med Himmerland Golf & Spa Resort A/S.
I det seneste årsregnskab fremgår det nemlig, at selskabet fik et underskud efter skat på 9,6 millioner kroner, skriver Nordjyske.
Golfcentret i Himmerland har været et belastende bekendtskab for den stenrige dynehandler, siden han engagerede sig i det i 2007.
Således måtte Lars Larsen i 2013 nedskrive værdien af golfcentret med 132 millioner kroner, og havde samtidig hjulpet selskabet med et lån på 105 millioner kroner.
Året efter tilførte han golf- og spacentret 270 millioner kroner i frisk aktiekapital, skriver Nordjyske.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Himmerland Golf & Spa Resort lagde frem til og med 2017 bane til golfturneringen Made in Denmark. I 2019 vender turneringen tilbage på banen efter en afstikker til Silkeborg i 2018. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Lars Larsen Group laver penge
Men mens Lars Larsens investering på Himmerland forsvinder ned i et dybt hul, så har han fortsat succes med Lars Larsen Group, der står bag Jysk og virksomheder som Sengespecialisten, Bolia, Ilva og Idémøbler.
Her endte overskuddet på svimlende 3,6 milliarder kroner - hvilket er 200 millioner kroner højere end året før.
- Præcist som tidligere år er det Jysk Group, der genererer langt den største del af overskuddet, hvilket har gjort det muligt fortsat at investere massivt i en række af de andre virksomheder, der er en del af Lars Larsen Group, sagde Lars Larsen, da regnskabet blev offentliggjort 1. februar.
Dagen før kom det frem, at han havde opkøbt en af sine egne leverandører af havemøbler, og gjorde klar til opkøb af jord i Vietnam med sigte på at udvide forretningen i Asien.