Kan man hjælpe kontanthjælpsmodtagere i job ved at give dem ekstra opmærksomhed? Og nytter det at investere tid og flere ressourcer i dem?
Det forsøger det nye DR-program 'Fri os fra kontanthjælp' at svare på.
I programmet bliver fire langtidsledige tilknyttet en jobkonsulent, som får tid til kun at behandle de fire borgeres sag. Målet er at få dem ud af kontanthjælpssystemet og i arbejde.
En af de fire deltagere er 53-årige Trine Vind, der bor i Aarhus-forstaden Viby. Hun er uddannet pædagog og har ved programmets start været på kontanthjælp i 12 år.
Det har hun, fordi to af hendes tre børn fik konstateret diabetes type 1 som små. Lovgivningen har ingen ydelser til forældre med kronisk syge børn, og derfor endte Trine Vind på kontanthjælp.
- Det har været nærmest umuligt for mig at passe et arbejde. Jeg har prioriteret mine børn og brugt mine nætter på at passe deres blodsukker. Det kræver, man er vågen hver eneste nat. Og så er det altså svært at få det til at hænge sammen med et job. Det er også svært at søge et job og sige til mulige arbejdsgivere, at man har to små syge børn - man bliver vraget, siger Trine Vind til Avisen.dk.
Da børnene blev gamle nok til selv at styre deres diabetes, følte hun sig hægtet af arbejdsmarkedet.
Artiklen fortsætter under grafikken
I programmet bliver de fire deltagere tilknyttet jobkonsulenten Anne-Mette Hjortshøj, der har over 20 års erfaring fra Aarhus Kommune. I begyndelsen tror deltagerne, at de deltager i et program om hverdagen på kontanthjælp.
Men hurtigt tilbydes de at deltage i et eksperiment, hvor en jobkonsulent kun skal fokusere på fire deltagere i stedet for at sidde med mange borgeres sager på én gang. Og det har hjulpet gevaldigt på sagsbehandlingen, fortæller Trine Vind.
- Der har været en anden lydhørhed, og jeg har følt, at jeg er blevet taget mere alvorligt. Jeg har været vred over den måde, systemet har behandlet mig på, og det tog tid at pakke den vrede væk og anerkende, at Anne-Mette ville mig det godt, siger Trine Vind.
Hun husker især et eksempel, der viser den relation, hun får til jobkonsulenten i løbet af programserien.
- Jeg kan huske, at jeg sagde til mine veninder, at jeg skulle på stranden med min jobkonsulent og holde møde. Der kiggede de mærkeligt på mig og sagde: 'Hvad har du gang i?, griner Trine Vind.
Også godt for sagsbehandlerne
Når der er færre borgere at tage sig af, kommer det også sagsbehandlerne til gavn, vurderer Trine Vind.
- Det giver jobkonsulenten mere energi og engagement. De her stakkels sagsbehandlere er underlagt lovgivningen, der måske fejlfortolkes nogle steder. Mange af dem virker trætte og opgivende. Jeg tror, intentionerne er gode, men det er bare så forskelligt, hvad der skal til for, at folk får det godt. Derfor er det vigtigt, at vi tør komme tæt på hinanden, siger Trine Vind.
Om sine oplevelser med vejledningen, fortæller hun:
- Der har været mange møder, hvor jeg har siddet med korslagte arme, hvor jeg har følt, at jeg kun er der for at fylde en jobplan ud. Det er en hel industri at få arbejdsløse i job. Der er blevet brugt så mange ressourcer på mig, som man kunne have brugt på at støtte mig i at finde et fleksibelt job, der tog hensyn til mig og hjalp med mine børn, siger Trine Vind.
To af Trine Vinds tre børn fik som unge konstateret type 1 diabetes. Derfor tog plejen af børnene meget af tiden, og Trine Vind endte på kontanthjælp. Foto: DR1/Presse/Michael Staal Dinesen
'Vi kender ikke vores skæbne'
Det er også det budskab Trine Vind håber at give seerne, når første afsnit ruller over skærmen mandag.
- Vi kender ikke vores skæbne. Vi ved ikke, hvilke børn vi får, og hvis vi skal tage os af de børn, vi får, skal der også være plads til det i samfundet. Ellers rider vi afsted i et væksthelvede, hvor det hele handler om at have travlt og tjene penge, siger Trine Vind, men tilføjer, at der også er andre sider af livet.
- Du kan blive syg, dine børn kan blive syge, ens nærmeste kan dø. Der skal være tid til, at vi kan tage os af os selv og ikke bare knokle afsted. Der er andre værdier i livet end bare at arbejde, siger Trine Vind.
Hvordan det går med Trine, Diana, Hanan og Jesper kan du følge med i på DR1 de kommende fire mandage.
Første program af 'Fri os fra kontanthjælp' sendes mandag den 12. november klokken 20:45.