DR har netop gennemført en stor fyringsrunde, og det har blandt andet betydet, at flere kendte værter må sige farvel til mediehuset.
En af dem er Mette Vibe Utzon. Det bekræfter hun over for Ekstra Bladet.
Helt konkret er hun blandt de medarbejdere, der er blevet "sindet". Dermed er hun i nær fremtid fortid på DR.
- Jeg har skiftet arbejdsplads masser af gange. Men det her har jeg aldrig prøvet før, siger Mette Vibe Utzon til avisen og understreger, at man ikke skal have ondt af hende.
- Nu skal jeg finde på noget andet. Men jeg har jo både skrevet bøger og har også været moderator nogle gange, så jeg har nok lidt flere chancer end så mange andre, siger Mette Vibe Utzon til Ekstra Bladet.
Hun tilføjer, at hun i øjeblikket er i forhandling med ledelsen om sin fratrædelse, skriver mediet.
Den 60-årige journalist har en lang karriere bag sig. Hos DR har hun blandt andet været vært på TV Avisen og programmerne "Debatten", "Kontant" og "Detektor". Sidstnævnte, der i dag fungerer som radioprogram og podcast, skal desuden også lukke.
I løbet af sin karriere har Mette Vibe Utzon også været nyhedsvært på TV 2 News og TV 2 Nyhederne.
Mette Vibe Utzon er ikke den eneste vært, der er blevet fyret.
Det samme gælder for den kendte radiovært Alex Nyborg Madsen og tv-værterne Per Juul Carlsen og Maria Månson.
Afskedigelserne kommer i forbindelse med den fyringsrunde, som tirsdag fandt sted hos DR.
Her fik 47 medarbejdere besked om, at de ikke længere skal arbejde for mediehuset.
Fyringerne kommer i forbindelse med en række ændringer hos DR og et øget fokus på det digitale.
/ritzau/
Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus