Selv om der var udsigt til tunge skyer over Danmark, kunne heldige danskere fredag formiddag opleve en historisk solformørkelse.
Den delvise formørkelse begyndte klokken 9.40, toppede klokken 10.48 og sluttede igen klokken 11.58.
Mens solformørkelsen gjorde dag til nat på blandt andet Færøerne, var Avisen.dk på gaden i København for at møde danskere, der spejdede efter solen:
Lene Hansen (i rød jakke herunder), arbejder for borger.dk for digitaliseringsstyelsen. Hun kunne ikke se noget med brillerne på.
Hun så solformørkelse ved Det Kongelige Bibliotek, Den Sorte Diamant, i København sammen med Stig Jensen (sort jakke herunder). Han er lektor på Københavns Universitet og tog fri fra arbejde. Han skulle dog umiddelbart efter formørkelsen skynde sig videre til et vigtigt møde.
- Selvom folk siger, de ikke kan se noget for skyerne, så har vi faktisk set noget. Vi kunne for lidt siden svagt se omridset af solen. Men vi måtte tage brillerne af, for dem kunne man slet ikke se noget med. Men jeg ved jo også, hvad jeg skal kigge efter - det gør de unge ikke - jeg har set solformørkelse før. I 1987 oplevede jeg solformørkelse i Kina. Det var helt fantastisk. Men selvom der er skyer i dag, er det ikke en fiasko!

Foto: Maria Jeppesen/Avisen.dk
Sandra Andersen, 23, (til venstre) er studerende og så solformørkelsen sammen med veninden Lea Madsen, 31.
- Selvom vi ikke kan se noget, har vi haft en rigtig hyggelig dag. Det er fedt, at folk samles om noget, og stemningen er god. Jeg studerer online, så kunne godt tage fri for at komme her, siger Sandra.
- Vi er på tøsetur og besluttede os for at tage herhen og se solformørkelse, for vi synes, astrologi er spændende. Jeg har fridag i dag. Det er ærgerligt, at det er så skyet, for man kan ikke se noget, siger Lea.

Foto: Maria Jeppesen/Avisen.dk
Lasse Vinter og Joachim Ryholm er 23 år og studerende. De tog opstilling ved Den Sorte Diamant, hvor der blev uddelt gratis kaffe og solformørkelsesbriller:
- Vi er her for at se solformørkelse, hvis vi kan se for skyerne, sagde drengene, der har læseferie.

Foto: Maria Jeppesen/Avisen.dk
Jesper Jakobsen i den hvide trøje arbejder i en børnehave og skulle egentlig have været på arbejde. Han mødte senere for at se solformørkelse. Kvinden i midten er norske Inger Werner, der er på besøg i Danmark for at holde ferie hos en ven. Rasmus Daugaard i den blå jakke skulle have været i skole, men ville hellere se solformørkelse. Han læser til psykoterapeut.

Foto: Maria Jeppesen/Avisen.dk
Zoe, 22, (til højre) studerer sociologi og havde fredag fri fra studiet.
- Jeg tænkte, at det var en god mulighed for at se solformørkelse herfra. og der er jo gratis briller. Solformørkelsen er vist gået i gang, men vi kan ikke se noget for skyerne. Det er meget hyggeligt, så vi bliver siddende. Her er mange mennesker, så vi er ikke de eneste idioter, der er her, siger hun.
Stephan,24, (til venstre) studerer antropologi og havde også fri.
- Det sker kun hver 50. år, så derfor er jeg her, siger han.

Foto: Maria Jeppesen/Avisen.dk
Et tungt skydække over Danmark gjorde det dog svært at se formørkelsen. Nogle danskere var heldige og delte efterfølgende deres billeder på sociale medier:
Sådan så solformørkelsen ud i Stubbekøbing (Foto: Jens Astrup/Scanpix)

Vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Thyge Rasmussen, fortæller, at særligt den sydlige del af landet vil kunne se solformørkelse.
Fredagens solformørkelse var den "dybeste" siden 1999, og mere end 80 procent af solen forventes at blive dækket.