Disse fodboldspillere har været skandaleramte
Nicki Bille er langt fra den eneste fodboldprofil, der har været på kant med loven. Se en række andre spillerskandaler her.
Kathrine Kellermann
Nicki Bille, der til daglig spiller i norske Rosenborg blev i april anholdt efter at have været i klammeri med politiet. I forbindelse med anholdelsen bed han angiveligt en af betjentene, og tirsdag er det blevet offentliggjort, at han på den baggrund er tiltalt for vold mod tjenestemand i funktion. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO
Nicklas Bendtner har de seneste år oparbejdet et ry som dansk fodbolds ubestridte enfant terrible. Allerede i 2011 bliver han anholdt på et engelsk luksushotel for at skulle have været involveret i en slåskamp. Senere samme år anholdes han for at have begået hærværk mod nogle biler, hvilket han dog frifindes for. I de kommende år bliver han flere gange stoppet af politiet for blandt andet at køre for stærkt, køre i påvirket tilstand og køre mod færdselsretningen. I november 2013 sættes han i fobindelse med hærværk begået på det kompleks af luksuslejligheder, hvor han selv bor. I marts i år tiltrækker han sig igen uheldig opmærksomhed ved på en bytur i København at gnide sig op ad en taxa med opknappede bukser, mens han pisker bilen med sit bælte. En episode, der får den rystede taxachauffør til at ringe 112. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL/Polfoto
Den tidligere landsholdsspiller Stig Tøfting er efterhånden også en gammel kending af politiet. Han har flere gange været anmeldt for vold og er i to tilfælde blevet dømt. Især en
episode på det nu hedengangne Café Ketchup i København klistrer til hans omdømme som en hidsigprop. Her nikkede han restaurantchefen en skalle og stak en kok en knytnæve i hovedet. Så sent som i november sidste år blev han igen anholdt, efter han sammen med sin stedsøn kom i klammeri med nogle dørmænd under en bytur i Aarhus. Foto: Unger Anthon/Polfoto
David Nielsen er i dag træner i den norske mesterklub Strømgodset, men i sin tid som superligaprofil var han også tilbøjelig til at rode sig ud i skandaler. I 2004 spillede han med ludomanisk iver 1,6 mio. kroner op på det lokale spillested, Spilleboxen. Sammen med AaB-holdkammeraten Jimmy Nielsen havde han fået lov til at spille på kredit, men det førte i sidste ende til, at Spilleboxen måtte lukke. Året efter gav han sin holdkammerat i AaB, Allan Gaarde, en hjerneryselse, efter han eftersigende skulle have sagt noget mindre flatterende om Nielsens daværende kæreste, Kira Eggers. En episode der indbragte ham en fyreseddel fra AaB. Forholdet til selvsamme Kira Eggers omtalte han efterfølgende i Bogen 'Sorte Svin'. Det faldt dog ikke i Eggers smag, hvorfor hun forsøgte at nedlægge et fogedforbud mod bogen, dog uden held. I 2008 var David Nielsen i kontakt med ordensmagten, da han på grund af en voldsom fartovertrædelse fik indkaseret sit kørekort. Foto: Erik Kragh/POLFOTO
Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Mads Junker lyste i 2005 ekstra kraftigt op på mediernes radar, da han blev afsløret i at have snydt sine holdkammerater i poker. Ved at pakke kortene skulle han angiveligt have snydt flere medspillere for op imod 100.000 kroner. Om fupnummeret sagde han selv efterfølgende til TV 2 Sporten:
- Det skyldes primært en voldsom trang til at vinde. Det drive, der ligger i mig, når man vinder ting. Det kan nogle gange sætte fornuften ud af spil, og det har det gjort i det tilfælde. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO
Mohamed Zidan storhittede i sin tid hos FC Midtjylland, hvor han fra 2003 til 2004 scorede intet mindre end 30 mål i 47 kampe. Men også uden for fodboldbanen gjorde han sig bemærket. I 2005 blev han således dømt for hæleri efter at have optrådt på tv med et stjålet ur, som han havde købt på Strøget i København. Dommen lød på 60 dages betinget fængsel og en bøde på 5000 kroner. I efteråret 2013 modtog han ifølge flere danske og udenlandkse medier en ny dom. Denne gang på seks års fængsel for at have spist et ejendomsfirma af med dækningsløse checks. Zidan var dog ikke sen til at komme med et modsvar i en pressemeddelelse:
- Vi har nu fået opklaret misforståelsen mellem mig og byggefirmaet, så retsafgørelsen trækkes tilbage. Sagen daterer sig tilbage til 2007, hvor jeg købte en villa i et nyt stort boligprojekt i Egypten. Men grundet urolighederne i mit hjemland blev boligen ikke færdigbygget og indflytningsklar til det lovede tidspunkt i 2010 - derfor stoppede jeg betalingerne til byggeriet - og det er så den sag, der nu er nået frem til retten. Foto: Martin Meissner/AP
Se næste billeder