Kvinder bestemmer alt for meget og mændene lader dem gøre det. I langt de fleste parforhold er det kvinden, der bestemmer, hvordan der skal indrettes i hjemmet og hvornår, det er tid til den nye sofa eller en anden farve på endevæggen. Som mand kan du stritte imod eller lade være, men hun får i sidste ende ret og endevæggen bliver malet i den farve, der vil changere flot i sollyset, hvis det er det hun vil have.
Desværre gør den samme magtfordeling sig gældende, når det handler om din personlige påklædning, for alt for mange kvinder vil gerne bestemme, hvilket tøj, du går i.
Prøv engang at lægge mærke til det, næste gang du er ude og shoppe. Der er par overalt, men mest tydeligt er tendensen i stormagasiner og shoppingcentre, hvor de er særligt fremtrædende, når der er udsalg.
De kommer altid parvis. Forrest går konen, og tre skridt bagude følger manden modstræbende med, som var han på vej til skafottet.
Han skal ud at have lidt nyt tøj, har konen besluttet, og så skal hun ellers nok bestemme resten. Hun ved lige præcis, hvad han trænger til.
Det løber mig koldt ned af ryggen, når jeg ser disse par, og jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor manden finder sig i det! Har han slet ingen mening om, hvad han godt kan lide? Hvorfor skal hun med ud og købe hans tøj? Hvorfor ser vi ikke flere mænd, der går ud og køber tøj sammen. Det skal da være en fed oplevelse, for alle har brug for en opinion om farver og stil, og meningerne behøver ikke komme fra din kone eller partner.
Det er da den mest ydmygende situation, når manden står lidt tilbage, og konen fortæller den smart klædte juniorsælger, hvad der klæder manden.
Jeg kender desværre flere, hvor konen dikterer, at nu er det tid til lidt nyt, hvorefter hun trækker staklen af sted til Magasin eller den lokale afdeling af Mr.
Drop det! Fortæl hende én gang for alle, at hun ikke skal blande sig! Og drop så stormagasinet.
Langt bedre service
Det kan være fristende som mand at gå i stormagasin for at handle tøj. På en eller anden måde er det mere uforpligtende at cruise rundt på herreetagen frem for at gå ind af døren hos en rigtig herreekvipering.
I stormagasinet kan du lettere orientere dig blandt de forskellige mærker, men i længden er du bedre tjent med at handle hos en butik med speciale i herretøj.
Der er ikke så mange af dem tilbage, men de findes, og de giver en langt bedre service end en sælger i et stormagasin, der typisk kun har ét mærke at bestyre, og som han derfor mener, er verdens ottende vidunder.
Det betyder, at hvis du eksempelvis er på udkig efter et jakkesæt, så må du i stormagasinet finde dig i, at du skal ud af Sand-shoppens prøverum, hvis du lige vil prøve en habit fra et andet mærke, der har 'butik' i den anden ende af etagen.
Det slipper du for i herretøjsbutikken. Her kan du i ro og mag prøve forskellige mærker og kombinationer og på den måde blive inspireret. Min erfaring er også, at personalet i en rigtig klassisk butik med herretøj ved langt mere om materialer og forskelle mellem de forskellige mærker end grønskollingen i stormagasinet. Det er den viden, du som kunde skal gøre brug af til at blive vejledt og ikke vildledt ud i kunsten af købe nyt tøj.
Brug din lokale herreekvipering og spørg, kig og prøv. Du behøver ikke købe noget hver gang!
Jens Høy er journalist og forfatter til bl.a. Rolex-bogen. Foto: Privat