I dag kan danskerne se, hvordan regeringen har tænkt sig at bruge skattekronerne.
Klokken 14 vil landets finansminister Bjarne Corydon (S) nemlig sætte sig for bordenden i det såkaldte Rentekammer i Finansministeriet.
Her vil han fremlægge statens husholdningsbudget for næste år. Også kaldet finansloven 2012.
Underskuddet næste år ser ud til at blive på 95 milliarder kroner, ifølge Finansministeriet. Det er ti milliarder mere end forventet.
Indtil nu har regeringen løftet lidt af sløret for steder, hvor livremmen skal spændes ind eller ud.
Her er hvad vi allerede nu ved om budgettet.
Finansloven 2012:
Udgifter:
- Fremrykker offentlige investeringer i 2012 og 2013 for 17,5 milliarder kroner. Motorveje, kystbeskyttelse og andre offentlige investeringer.
- Giver en milliard mere til universiteterne, som har optaget langt flere studerende i år.
- Giver det frivillige foreningsliv 172 millioner kroner ekstra i 2012.
- Giver psykiatrien 217 millioner mere i 2012. Over de næste tre år får psykiatrien 900 millioner kroner.
- Fjerner multimedieskatten, så en halv million danskere ikke skal betale skat af arbejdsmobilen eller computeren. Det koster omkring 500 millioner kroner.
- Fjerner loft på børnechecken, så familier med mange børn kan få mere end 35.000 kroner om året. VKO vedtog loftet, som skulle træde i kraft i 2013 og indbringe en milliard kroner.
- Ruller besparelser på efterskoler tilbage for 200 millioner kroner, og giver 51 millioner mere.
- Fjerner brugerbetaling til barnløse, hvilket koster 212 millioner kroner. VKO vedtog betaling til fertilitetsbehandling med genopretningspakken i 2010.
- Giver 300 millioner mere til forskning.
- Afskaffer de såkaldte fattigdomsydelser, så den mindste bistand fra det offentlige er kontanthjælp ud over SU. Koster 340 millioner kroner.
- Tilbyder gratis vaccine mod livmoderhalskræft til unge piger fra 19-26 år. Det kommer til at koste 150 millioner kroner.
- Forhøjer udviklingsbistanden med 234 millioner kroner i 2012 og 366 millioner kroner i 2013.
- Investerer 50 millioner kroner i grøn, teknologisk udviklingsprogram, som skal finde nye måder at lave rent vand og luft på.
- Giver 231 millioner kroner mere til flere statslige vådområder og mere statslig skov.
- Undgår nedskæringer på forebyggelse af nedslidte på arbejdsmarkedet. Koster 300 millioner over de næste to år.
- Finder mellem 55 og 65 millioner kroner til det Kongelige Teater.
Indtægter:
- Hæver afgiften på alkohol, usund mad og cigaretter. Giver 635 millioner kroner, stigende til 1,65 milliarder i 2013.
- Hæver afgiften på skadelige NOX-partikler, som hovedsagligt rammer industrien. Giver 600 millioner kroner om året.
- Halverer fradragsloftet for ratepensioner, hvilket kan give indtægter til staten i milliardklassen.
- Fjerne tilskud til Bjørn Lomborgs forskning. Giver ni millioner kroner.
- Indfører arbejdsskadeafgift på 13,5 procent af erstatningen efter en arbejdsskade. Giver 100 millioner kroner i 2012 og 300 millioner de kommende år.
- Forhøjer NO
- 160 ekstra ansatte i Skat til at jagte multinationale selskaber. Skatteministeren regner med at kunne tjene 625 millioner kroner på indsatsen i 2013.
Politik uden omkostninger:
- Dropper toldanlæg ved grænsen. Tolderne skal tjekke længere inde i landet.
- Opretter 1.500 flere praktikpladser.