Flere af dine kolleger spiser sandsynligvis smertestillende piller, for at klare deres job. I hvert fald svarer hver fjerde dansker, der er plaget af smerter på jobbet, at de mindst en gang om ugen tager smertestillende medicin for overhovedet at komme igennem arbejdsdagen.
Det viser en ny rundspørge, som analyseinstituttet Wilke har lavet blandt et repræsentativt udsnit af danskerne for Avisen.dk.
I undersøgelsen fremgår det også, hvor smerterne sidder på kroppen. Flest svarer, at de har smerter i skulder, nakke og/eller arme - nemlig hele 53,2 procent.
Artiklen fortsætter under grafikken.
Foto: Avisen.dk
Men også ryggen er godt med. 51,3 procent af de, der har ondt i kroppen, når de går på arbejde, har smerter i ryggen.
Ifølge Johan Hviid Andersen, ledende overlæge og professor ved Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning, er det særligt danskere i hårde fysiske jobs, der går på arbejde med ondt i kroppen.
Vi skal alle sammen arbejde længere. Siger politikerne. Danmark får i fremtiden verdens højeste pensionsalder. Men kan det lade sig gøre? Er det fair? Og hvad siger folk på stilladset og i vuggestuen? Avisen.dk sætter i den kommende tid fokus på nedslidning og pensionsalderen. Vi håber, du vil læse med og deltage i debatten.
Læs hele serien her
UDVID
- Vi ser blandt andet flere og flere håndværkere, der døjer med smerter, når de går på arbejde, og som er alvorligt bange for, at deres krop siger stop, før de kan gå på pension, siger Johan Hviid Andersen til Avisen.dk.
Undersøgelsen er foretaget af analyseinstituttet Wilke for Avisen.dk i perioden 19. november til 28. november 2018.
Undersøgelsen er gennemført repræsentativt fordelt blandt danskere over 18 år. Som udgangspunkt med 1.041 respondenter.
Gruppen af respondenter er efterfølgende fraregnet pensionister, studerende og andre uden for arbejdsmarkedet, så det udelukkende er 536 personer i job, som har besvaret spørgsmål om smerter og medicinforbrug i relation til jobbet.
Heraf svarer 26 procent, at de oplever smerter i forbindelse med udførelse af deres job enten dagligt (16 procent) eller ugentligt (10 procent). Alt i alt svarer 56 procent, at de har smerter - enten dagligt, ugentligt, månedligt (9 procent) eller sjældnere (21 procent).
Blandt de, der oplever smerter på jobbet (300 respondenter), svarer 26 procent, at de tager smertestillende medicin enten dagligt (14 procent) eller ugentligt (12 procent). Yderligere 17 procent tager medicin hver måned - og 33 procent sjældnere. 24 procent tager aldrig medicin trods smerterne.