Hovedpinepiller i toiletskabet eller vitaminpiller på krydderihylden i køkkenet kan udgøre en farlig risiko, hvis man har børn i hjemmet.
Hos hver tredje børnefamilie har børnene adgang til hjemmets medicin - helt uden deres forældres hjælp. Det viser en undersøgelse af Kompas Kommunikation foretaget for Panodil.
Og det er et alvorligt problem, mener professor og medansvarlig for Giftlinjen på Bispebjerg Hospital, Kim Dalhoff.
- Selv medicin i håndkøb kan være farligt. Hvis man for eksempel indtager for meget Parecetamol (smertestillende medicin, red.), skal der ikke meget til, før man får leversvigt, siger han til Newspaq.
Hvert år indlægges tusindvis af børn og unge med forgiftninger på grund af medicin. Sidste år blev 1400 børn og unge indlagt, fordi de havde indtaget svag smertestillende medicin. Når det kommer til børn og unge, der tager en overdosis af medicin, er det oftest tilgængeligheden, der er den store synder.
- Mange af dem, der tager en overdosis, tager det i affekt. De unge piger med kærestesorger går ud i mor og fars medicinskab og tager, hvad der er tilgængeligt, siger Kim Dalhoff til Newspaq.
Og det er ikke kun teenagere i sorg, der har hånden nede i medicinglasset. Torsten Fugmann Kristensen, der kører ambulance for Falck i Region Hovedstaden, møder ofte nysgerrige småbørn, når han rykker ud til de danske hjem.
- Vi møder oftest børn, der har spist for mange vitaminpiller. Problemet er, at børn spiser vitaminpiller som slik, fordi de er med smag. Mineraler ophober sig i kroppen, og det kan i sidste ende give problemer med hjertet og organer, der svigter, siger paramedicineren til Newspaq.
Både professor Kim Dalhoff og ambulancekører Torsten Fugmann Kristensen mener, at medicin og piller ikke skal stå mellem salt og peber på køkkenbordet. Derimod skal medicinen væk fra børnenes syn, helst i et aflåst skab.
På Falck.dk er der en guide til, hvad man gør, hvis ens barn har taget en overdosis af medicin.
Newspaq