I går fortalte vi, hvordan kendis-stylisten Dennis Knudsen mistede besindelsen, da han fredag aften kom lidt for sent til sin færge fra Aarhus til Sjællands Odde.
Dennis Knudsen skulle ifølge sin billet være tjekket ind senest ti minutter før afgang. Og derfor blev han – sammen med sine tre børn – afvist, da familien først nåede frem med seks minutter tilbage.
Det fik den 60-årige frisør op i det røde felt. Han stormede ind på Molslinjens kontor, hvor han i arrigskab sparkede til et bord, så to computere røg på gulvet. Efterfølgende flåede han den bom af, der spærrede vejen mod færgen.
I dag er Dennis Knudsen igen helt nede på jorden og undskylder sin opførsel.
Det sker i et opslag på det sociale medie Instagram.
Her skriver Dennis Knudsen.
- Godmorgen. Ja jeg fik en nedsmeltning, var presset til det yderste, og det har intet at gøre med om jeg er kendt eller ej, vi alle kan blive presset til det yderste og det er selvfølgelig dybt beklageligt, at jeg reagerer sådan., UNDSKYLD !!, livet går videre og vi har det alle godt her i sommerhuset. Go søndag til jer alle, knus Dennis.