Trods en anbefaling fra hovedorganisationen LO om at stemme ja ved afstemningen om retsforbeholdet i morgen, vil FOA-formand Dennis Kristensen sætte sit kryds i nej-boksen. Det skriver han på Facebook.
Den samlede LO-fagbevægelse anbefaler ellers ifølge Altinget.dk et forsigtigt ja.
- Helt konkret har vi i LO-fagbevægelsen blandt andet den udfordring, at det kan være svært at skaffe penge, som lønmodtagere har til gode hos arbejdsgivere i udlandet, fordi det er forskellige systemer, man opererer med i dag. Det vil nogle af de retsakter, vi tiltræder efter et ja, hjælpe med, har næstformanden i LO, Arne Grevsen tidligere udtalt til Ritzau.
FOA-formanden stemte dog blankt, da LO's daglige ledelse skulle stemme om anbefalingen, og nu er han så kommet frem til, at han personligt vil stemme nej.
- Så er folkeafstemningen lige op over, og jeg har omsider her i et tidligt tog fra Horsens til København fået besluttet mig. Har ellers været i tvivl, siden afstemningen blev annonceret. Det bliver et nej, skriver Dennis Kristensen blandt andet på sin Facebook-profil.
Så er folkeafstemningen lige op over, og jeg har omsider her i et tidligt tog fra Horsens til København fået besluttet...
Opslået af Dennis Kristensen på 1. december 2015
Vil ikke overlade fremtidige tilvalg til politisk flertal
FOA-formanden har vejet for og imod. Havde det været en afstemning om en fælles europæisk håndtering af flygtningesituationen, ville Dennis Kristensen have sat sit kryds ved ja på stemmesedlen. Det samme ville han have gjort, hvis det havde været en afstemning om at forblive i politisamarbejdet i Europol, lyder det. Alligevel bliver det altså et nej fra Dennis Kristensen.
- Jeg kan her lige på målstregen ikke få mig selv til at stemme for en tilvalgsordning, som reelt flytter dét, som danskerne stemte om, da vi sagde nej ved Mastricht-afstemningen og da vi efterfølgende sagde ja til retsforbeholdet, fra folkeafstemninger til afstemninger i Folketingssalen. Det er simpelthen ikke betryggende nok for mig at overlade, hvad der skal tilvælges i fremtiden, til det til enhver tid værende politiske flertal på Christianborg, skriver fagbossen på Facebook, hvor hans opslag allerede er blevet delt 558 gange.
Fagboss-kolleger siger ja
Andre fagbosser har ellers talt for et ja.
3F-formand Per Christensen har sammen med udenrigsminister Kristian Jensen i en fælleskronik i Søndagsavisen argumenteret for ulemperne ved et nej.
- Hvis man gerne vil sikre Danmarks interesser, bør man stemme ja den 3. december. Det vil gøre livet sværere for kriminelle, tryggere for borgerne og lettere for virksomheder og lønmodtagere, lyder det blandt andet fra de to.
I HK vil formand Kim Simonsen ifølge Ritzau ikke kaste sig ud i "en kæmpestor ja-kampagne", men siger alligevel:
- Ophævelsen af retsforbeholdet handler om mange ting, som vi simpelthen ikke beskæftiger os med i HK. Men inden for de områder, som vi beskæftiger os med, kan vi se nogle klare fordele ved et ja.
Dansk Metal har som eneste af de større LO-forbund kastet sig aktivt ind i en ja-kampagne over for sine medlemmer.