Jeg har tre børn på 3, 8 og 11 år og derfor har jeg de sidste mange år, haft min daglige gang i vuggestuer og børnehaver. Når børnene morgen efter morgen er trisset ind på deres stue med frugtposen i den ene hånd og mig i den anden, har det ikke fyldt ét sekund hos mig, om de den dag skulle lære noget om højtider, naturfænomener eller æstetik. Det eneste, der har betydet noget var, om de ville få den støtte og omsorg, de havde brug for, mens jeg sikrede mit bidrag til statskassen og velfærdsstatens hamsterhjul.
Jeg arbejder til dagligt som psykolog i en pædagogisk psykologisk rådgivning i en kommune, og derfor er tilknytnings- og udviklingspsykologi en afgørende del af min hverdag. Denne del af mit fag, handler om vigtigheden af samspillet mellem den voksne og barnet. Om vigtigheden af at den voksne reagerer på barnets signaler med hensyn til, hvornår det har behov for nærhed, og hvornår det skal støttes til udforskning. Om vigtigheden af at den voksne hjælper og støtter barnet i at regulere sine følelser gennem kropssprog, toneleje og mimik. Og om hvor afgørende de første år af barnets liv er for dets videre trivsel og udvikling. Derfor er det komplet uforståeligt for mig, at loven, der danner grundlag for de 7,5 time små børn i gennemsnit er i dagtilbud, ikke anerkender betydningen af denne form for omsorg.
Når et lille barn ikke mødes på sine behov for nærhed, regulering af sine følelser og støtte til at gøre ting på egen hånd (vel vidende, at den voksne er der, når det har brug for det), så får det betydning for, hvordan barnet senere kommer til at fungere socialt, emotionelt og fagligt. Det vil eksempelvis få betydning for hvordan barnet håndterer følelser som frustration, vrede og ked-af-det-hed. Hvordan barnet håndterer konflikter og indgår i samarbejde med andre. Hvordan barnet håndterer selvstændigt arbejde og at vente på tur. Alt sammen kompetencer, der i høj grad er vigtige både i skolen og i livet generelt.
Jeg ved derfor ikke, om jeg skal grine eller græde over det faktum, at omsorgsbegrebet er usynligt i den lovgivning, der danner rammen for den yngste generations hverdagsliv. En lovgivning, der afspejler en forståelse af, at læring i høj grad trumfer børnenes grundlæggende tilknytnings- og udviklingsbehov. Hvordan mon det ville stå til med børn og unges trivsel, hvis omsorg fyldte 72 gange mere end læring i lovgivningen på dagtilbudsområdet?
Uanset hvad, så vil jeg minde om, at børn, der ikke er trygge, ikke lærer, og derfor må det være i alles interesse (også læringsmissionærernes), at omsorg hurtigst muligt kommer øverst på den politiske dagsordenen. Alternativt kan politikerne ligeså godt stå ved deres prioritering og ændre navnet “dagtilbud” til “førskole”.
Tine Mølgaard er psykolog i pædagogisk psykologisk rådgivning. Foto: Pernille Kondrup