"Jeg undskylder på systemets vegne. Mellem os sagt er det utrolig rigidt," hvisker jobkonsulenten Tom indforstået til den arbejdsløse, mens han lader hånden glide gennem det tykke pomadehår.
Et øjeblik senere er venligheden forduftet, og Tom prøver med al magt at presse de arbejdsløse til at spionere mod hinanden, så intet undgår jobcenterets kontrollerende øje.
Scenen stammer fra teaterforestillingen 'Win-Win - vi elsker arbejde!,' som har premiere på mandag i Pumpehuset i København.
Virkelighed overgår fantasien
Avisen.dk har inviteret to arbejdsløse fra facebook-gruppen 'Arbejdsløse er ikke idioter' med til prøveforestilling. Johnny Winther Ronnenberg og Helene Persson får nu mulighed for at skrive 'teateranmelder' på CV'et.
Men selv om stykket anstrenger sig for at gøre tykt grin med aktiveringssystemet, er der intet, der overrasker anmelderkorpset.
"Virkeligheden er mere komisk," konstaterer 56-årige Johnny Winther Ronnenberg, der har været arbejdsløs i halvandet år.
Kentucky-metoden har svaret på alt
Teaterstykket følger seks arbejdsløse fra de indledende infomøder på jobcenteret, de nedladende kontrolsamtaler og et afsluttende seminar, hvor de uden for mobilmasternes rækkevidde bliver vredet igennem 'Kentucky-metoden,' som i teaterstykket er jobkonsulenternes nyeste værktøj til personlig forandring.
"Jeg er bekymret for, om en parodi på systemet vil få arbejdsløse til at fremstå hjælpeløse og komiske i øjnene på alle dem, der har deres på det tørre," siger Johnny, mens skuespillerne justerer lyset og gør kostumerne klar.
Men efter tæppefald falder der prompte seks stjerner fra begge anmeldere.
"Jeg føler mig virkelig karikeret, men hold kæft det er godt," siger Johnny, der er i teatret for første gang i 30 år.
Velfortjent parodi
Karikaturen på "systemet" gør godt - og parodien er velfortjent, mener Helene.
"Jeg har været på to jobsøgningskurser, og da jeg efterspurgte et kursus med regulært indhold, fik jeg bare endnu et jobsøgningskursus. Nogen gange er man bedst tjent med at holde sin kæft," griner hun.
Johnny har efter eget udsagn været på "endeløse pipfugle-kurser" - og er i øvrigt en ugle. Og han kender alt til fornemmelsen af at være underlagt jobkonsulentens anbefalinger.
"Altså jeg blev foreslået at søge aktivering i en vuggestue, fordi jeg engang har været SSP-konsulent. Fint nok, men der er sgu' da forskel på at skifte ble og hente unge lømler fra opgangen på politistationen klokken tre om natten," siger han.
Burde være mødepligt for politikere
Teaterstykket er desværre ingen overdrivelse. Virkeligheden som arbejdsløs ER så absurd, understreger Helene.
"Der burde være mødepligt for alle politikere," siger hun.
Det ønske får hun til dels opfyldt, når beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) i næste uge vil være at finde blandt publikum.
Avisen.dk har uden held forsøgt at få en kommentar fra ministeren. Så om hun er enig i, at beskæftigelsesindsatsen har udviklet sig til en parodi, må vi vente med at høre til den tid.
Få et smugkig på stykket, mød hovedrollerne, personerne bag - og se hvad de mener om aktivering:
- Forestillingen 'Win-Win - vi elsker arbejde,' har premiere mandag den 15. august kl. 20.00.
- Stykket spiller frem til den 27. august i Pumpehuset, Studiestræde 52, 1554 København.
- Billetter koster 150 kroner og kan bestilles på 5034 1744 eller på teater770billet@gmail.com.
- Der er rabat til studerende, arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere.
www.facebook.com/teater770