Det kan gå hedt for sig, når der bliver holdt firmafester - også med chefernes opførsel, viser en undersøgelse Analyse Danmark har lavet for Fagbladet 3F. Knap hver femte af 1.061 medlemmer af 3F har oplevet, at deres chef har opført sig upassende til en firmafest.
Langt de fleste af cheferne har opført sig upassende ved at være for fulde. En mindre del ved at lægge an på en kollega eller ved at skælde ud, viser undersøgelsen. Der er også enkelte eksempler på chefer, der har truet med fyring, krænget meget private ting ud og har slået kollegaer.
Stort set lige mange mandlige og kvindelige 3F'ere oplever den upassende opførsel og der er kun små udsving i alder. Hver femte er alt, alt for mange pointerer erhvervspsykolog hos firmaet Mannaz, Jacob B. Theilgaard.
- Der bliver i dag stillet større krav fra veluddannede og dygtige medarbejdere til chefer, om at de skal opføre sig ordentligt. Hierarkiet er blevet fladere, men det har nogle ledere ikke erkendt endnu eller glemmer det, når de bliver fulde, siger han.
Han peger på at nogle chefer i takt med alkoholindtagelsen tror, at de er venner med de ansatte.
- Men de har stadig magten til at hyre og fyre. Vil cheferne drikke sig fulde må de gøre det hjemme og lægge an på naboen, som de ikke har en magtrelation til, siger han med en opfordring til cheferne om at bevare kontrollen til festerne og gå tidligt hjem.
Flemming Dreesen, ansættelsesretschef i Dansk Arbejdsgiverforening (DA) synes også hver femte er mange.
- En chef skal tænke på, at der er andre øjne der hviler på dem - der bliver lagt mærke til deres opførsel. De har et særligt ansvar - også til en julefrokost. Der er jo dagligdag igen om mandagen og episoder kan forstyrre de ledelsesmæssige opgaver, siger han og peger på en god gammel regel: