NAVN: Johan Busse
ALDER: 41
BOPÆL: Værløse
JOB: Borgerrådgiver i Københavns Kommune.
UDDANNELSE: Cand.jur
LØN: Ikke noget som Johan Busse vil skilte med. "Jeg tjener nok det samme som en kommunal vicedirektør eller en afdelingschef i et ministerium," siger han.
ARBEJDSTID: 37 timer
Hvad er en borgerrådgiver?
Det er en slags kommunal ombudsmand. Vi undersøger kommunens sagsbehandling og hjælper borgere, når de vil klage over den.
Hvordan er du endt i det her job?
Jeg er endt her på grund af min baggrund. Jeg har tidligere arbejdet for Forbrugerombudsmanden og Folketingets ombudsmand. Jeg er uddannet jurist og har altid haft sagsbehandling og betjening af borgere som mit speciale.
Hvordan ser din arbejdsdag ud?
Jeg møder enten ved otte- eller nitiden. Om formiddagen har jeg typisk møder. Det er enten interne møder, hvor vi gør status og tager stilling til sager, eller møder med forvaltningerne eller politikere.
Ved frokosttid anstrenger jeg mig meget for at være tilstede i frokoststuen og vise flaget over for resten af personalet. Om eftermiddagen er jeg mest effektiv ved skrivebordet, så der læser eller kommenterer jeg typisk rapporter og ud på aftenen danner jeg mig et overblik over de næste dages arbejde eller forbereder mig på møder.
Hvad er det bedste ved jobbet?
Det er svært at vægte, men der er tre overordnede ting. Det første er, at jeg synes, jeg er god til mit arbejde. Det er tilfredsstillende at have en fornemmelse af, at jeg har gjort noget rigtigt, når jeg går hjem.
Det andet er, at vi her i borgerrådgivningen løfter en god opgave. Jeg sidder sjældent med de enkelte sager og ser derfor ikke så tit de glade eller sure ansigter, men jeg bliver hele tiden bekræftet i, at vi gør et godt og nyttigt arbejde.
Det tredje er, at der er en stor frihed i jobbet. Jeg har ingen chef imellem mig og det politiske niveau. Så der er både frihed og ansvar forbundet med at beslutte, hvad der skal ske her i kontoret.
Hvad er de største fordomme om jobbet?
Mange aner ikke, hvad vi laver. Ofte forveksler de det med borgerservice, andre gange arver jobbet nok noget good-will fra opfattelsen af Folketingets ombudsmand, som vi også bliver forbundet med. Mange synes, at det er en samfundsnyttig opgave.
Hvad kan gøre dig træt af dit job?
Når der er ting, der ikke fungerer. Københavns Kommune er en kæmpe arbejdsplads, hvor der sker meget. Men hele det kommunale system kan også være meget trægt.
Det kan være svært at føle fremdrift, når vi har et stort behov for at flytte os og gøre ting lettere for borgerne. Det sker jævnligt, at vi skal bruge kræfter på at overbevise nogle folk om, at der ikke kun er én måde at gøre tingene på.
Er det lidenskab eller smør på bordet?
Helt klart lidenskab. Jeg er meget stolt af, at være udpeget af borgerrepræsentationen til det, der jo er en tillidsstilling. Det er et spændende arbejde, og jeg har meget stor respekt for den måde vi løser opgaverne på. Så jeg er beæret over at bære faklen.
Vi drukner i portrætter af succesfulde forretningsmænd og magtfulde direktører. Men heldigvis er arbejdsmarkedet også befolket af andet end buldrende karrierekanoner. Avisen.dk bringer fra nu af jævnligt et portræt af en person, der har valgt et anderledes, fascinerende, underligt, frit, forargeligt eller helt fantastisk arbejdsliv.