Den tidligere cykelrytter og nuværende sportsdirektør og politiker, Brian Holm, ser gerne skoleuniformer på de danske skoler.
Det skriver han i en klumme i BT.
Brian Holm, som er kommunalbestyrelsesmedlem i Frederiksberg Kommune for Det Konservative Folkeparti, mener nemlig, at skoleuniformer vil stoppe moderæset mellem børn - og deres forældre.
Overbevisningen fik Brian Hom efter en tøj-diskussion med datteren og sparring med engelske bekendte. Brian Holm fik vendt en skepsis mod skoleuniformer til at kunne se det smarte i konceptet.
- Man slipper for moderæset mellem eleverne, fordi alle matcher hinanden, hvad påklædning angår, akkurat som spillere på et fodboldhold. Skal du stikke ud fra mængden, handler det ikke om penge, men om at have fantasi til at vende kraven anderledes eller binde slipseknuden originalt, skriver Brian Holm i klummen.

Den altid velklædte og hippe Brian Holm er blevet lun på skoleuniformenr i de danske skoler. Foto: Henning Bagger/Scanpix/arkiv
På bonussiden opregner Brian Holm fordele som, at børn ikke behøver gå i skole i aflagt tøj, og at dyre modemærker ikke bliver et konkurrence-parameter i skoletiden.
- De børn, der af økonomiske årsager før blev sendt i skole i brødres eller søstres aflagte og umoderne tøj, ville ikke blive set skævt til, hvis alle gik i samme tøj, og ja, ønsker nogle forældre at iklæde deres børn dyre modemærker, kan de gøre det efter skoletid eller i weekenden. Som det er nu, går der let modeshow i den, når ungerne skal afleveres, og ærligt talt tror jeg, det ret ofte handler om andet end børnene, skriver Brian Holm og peger dermed på prestige-ræs forældre imellem.